Asien Myanmar

»De vil drive os i døden eller ud på havet”

Det burmesiske rohingya-folk er i fare for at blive udslettet i et folkemord, men der er ingen hjælp på vej. Det internationale samfund, inklusiv Danmark, anklages for at ignorere det forfulgte muslimske folkeslag, og i Burma lægges de for had af ekstremistiske buddhistmunke. Imens bliver deres navn, identitet og livsgrundlag ødelagt, og mange lever på andres nåde, indespærret i lejre.

Sittwe, Burma (Myanmar) [November 2015]

»Først begyndte de at dræbe os. Nu har de spærret os inde,« siger Hamith Hasan.

Hans hjem har vægge af flettet bambus og et bliktag. Det er sat på lavbenede stylter for at undgå den uundgåelige oversvømmelse i regntiden, og under gulvet går høns rundt og hakker i jorden.

Det er tidligt om morgenen i det vestlige Burma, men hjemmets eneste værelse er allerede sveddryppende varmt. På de vinduesløse seks-syv kvadratmeter sover Hamith – en 55-årig mand med store grå stænk i det korte sorte hår og det lange fipskæg – sammen med ti andre familiemedlemmer. Lige på den anden side af den tynde bambusvæg bor en anden ni-personers familie. I modsat retning er en familie på otte. Overfor, på tværs af jordstien, er en anden bambusflettet hytte med lige så fyldte værelser. Og rækken af tætpakkede hjem fortsætter på alle sider. Forbi den fælles vandpumpe og nede for enden af den støvede, beskidte sti ligger lokummerne. Med vægge af bambus.

Få minutters gang længere væk skærer et tre meter højt pigtrådshegn sig gennem lysegrønne rismarker.

I over tre år har regeringen i det sydøstasiatiske land holdt Hamith, hans familie og 140.000 andre medlemmer af rohingya-folkeslaget spærret inde bag hegnet i interneringslejre. Siden voldelig etnisk uro i 2012, hvor hundredvis af rohingyaer blev dræbt og mange af deres hjem brændt ned, har de været tvunget ind i lejrene, som de ikke må forlade, og som er stærkt bevogtet af militær og politi. Mændene og kvinderne er forhindret i at arbejde, familierne er fuldstændig afhængige af fødevarehjælp fra internationale nødhjælpsorganisationer, og børnene har ringe adgang til skolegang. Samtidig afskærer regeringen dem fra tilstrækkelig sundhedspleje, hvilket har omdannet lejrene til et arnested for fejlernæring og sygdomme.

Allerede for tre årtier siden fik de i alt omkring 1 million rohingyaer frataget deres burmesiske statsborgerskab og blev gjort statsløse.

»Jeg føler mig som en frø i en brønd her,« siger Hamith om Thet Key Pyin-lejren, hvor han er mast sammen med næsten 6.000 andre rohingyaer. »Det er et sted uden fremtid.«

Før arbejdede han som juveler inde i den nærliggende by Sittwe, hovedstaden i Rakhine-staten. Men hans hus og forretning blev brændt ned i sekterisk vold, da rakhine-buddhister gik til angreb på de muslimske rohingyaer. Det var et angreb, som den militærkontrollerede regering i Burma – også kaldet Myanmar – anklages for at have ansporet til, eller i det mindste understøttet og accepteret.

»De har taget vores identitet, nationalitet og evne til at overleve fra os. Deres mål er at udrydde os. De vil drive os i døden eller ud på havet,« siger Hamith. »Den eneste rettighed, vi har tilbage, er retten til at flygte.«

Reelt folkemord

FN beskriver rohingyaerne som et af verdens mest forfulgte folkeslag. Og to nye separate studier fra Yale Law School i USA og Queen Mary University i Storbritannien konkluderer, at befolkningsgruppen vipper på kanten af »masseudslettelse«, og at der er »stærke beviser« for, at Burmas regering er »ansvarlig for folkemord”.

»Det, som vi er vidner til i Burma for tiden, er en fuldstændig segregation og isolation af rohingyaerne,« siger juraprofessor Penny Green, leder af International State Crime Initiative (ISCI) ved Queen Mary University, og hovedforfatter til den ene rapport. »Det sprog, som regeringen, buddhister i Rakhine-staten og ultranationalistiske munke bruger om rohingyaerne har til formål at umenneskeliggøre dem. De bliver sammenlignet med dyr.«

I rapporten fra ISCI hedder det, at »den systematiske, planlagte og målrettede svækkelse af rohingyaerne gennem massevold og andre tiltag, og regimets vedvarende implementering af en diskriminerende forfølgelsespolitik mod dem, tilsammen udgør en folkemordsproces.«

»Folkemord behøver ikke blot være forbundet med direkte drab i stor skala, selvom vi har set elementer af det i forbindelse med volden i 2012 og den sporadiske vold siden rettet mod rohingyaerne, men det konstituerer er også et folkemord, når det vi ser i Burma er et forsøg på at udslette en identitet,« siger professor Green.

Burmesisk åbning

Forfølgelsen af rohingyaerne er blevet optrappet samtidig med, at Burma ellers er ved at åbne op politisk. Efter et halvt århundrede med militærdiktatur har regeringen inden for de sidste fem år løsladt politiske fanger, givet befolkningen en stor grad af ytringsfrihed og har indført økonomiske reformer. Og netop i dag afholdes der i landet et nationalvalg, der beskrives som en milepæl for Burmas rejse mod demokrati. Det er et valg, hvor rohingyaerne er forhindret i at stille op og oven i købet har fået frataget retten til at stemme.

Men vestlige lande har enstemmigt hyldet reformerne i Burma og har sløjfet sanktioner, der var indført mod den tidligere militærjunta. Det har Danmark, der åbnede en ambassade i landet sidste år, også gjort.

Nay San Lwin, en rohingya-aktivist, der er flygtet til Tyskland, og som anklager Burmas regering for »systematisk etnisk udrensning«, mener, at rohingyaerne bliver ignoreret, da den burmesiske regerings internationale relationer er forbedret, og omverdenen er ivrig efter at handle med det ressourcerige land.

Og Mohammed Noor, leder af Rohingya Vision TV, som fokuserer på rohingyaernes forhold, kritiserer Danmarks og andre vestlige landes omfavnelse af Burma.

»Det er sørgeligt at se, at magtfulde vestlige lande samarbejder med en regering, som står bag et folkemord på sit eget folk,« siger han. »At sanktionerne er blevet fjernet til trods, gør det blot tydeligt for regeringen, at den kan slippe ustraffet af sted med sine ugerninger.«

Den burmesiske regerings officielle udlægning er, at rohingyaerne er illegale immigranter fra Bangladesh, på trods af mange af dem har lever her i adskillige generationer.

Mange rohingyaer i lejrene har familiemedlemmer eller naboer, som blev dræbt i volden i 2012. Nu lever de under stærk bevogtning i lejrene, hvor militær og politi kører rundt i pickups med våben på den ensporede, hullede asfaltvej, som forbinder lejrene og de landsbyer, som også er blevet spærret inde af pigtrådshegnet.

»De fortæller omverdenen, at de er her for at beskytte os, men vi er bange for dem,« siger Samber, en 59-årig kvinde. »Det var også dem, der deltog i myrderierne. Buddhisterne, regeringen og militæret er de samme.«

Åbent fængsel

Anders Bech Tharsgaard, der leder Dansk Flygtningehjælps aktiviteter i Burma, som også inkluderer projekter i rohingya-lejrene, siger, at »lejrene kan beskrives som åbne fængsler.«

»Folk i lejrene kan ikke bevæge sig frit, de har svært ved at have en indtjening. De er afhængige af fødevarer, der kommer udefra, primært fra FN, og de har dårlig adgang til sundhedspleje, og adgangen til skolegang er meget begrænset,« siger han. »Det er en ubehagelig situation, og desperationen er stor.«

Nogle af sundhedsklinikkerne i lejrene er blot bambushytter, hvor doktoren dukker op nogle få timer hver uge. Andre er mere veludstyrede, men tilbyder også kun den mest basale sundhedspleje.

Doktor Htet Pai Soe, der arbejder for en klinik finansieret af en burmesisk islamisk organisation, siger, at adskillige rohingyaer hver måned direkte dør af sygdomme, der normalt er helbredelige, fordi de ikke har ordentlig adgang til lægehjælp. På grund af hans kliniks begrænsninger er han ofte nødt til at sende patienter til et hospital. Men det betyder, at de skal uden for lejrenes pigtrådshegn og ind i Sittwe, og det kræver en tilladelse fra militæret eller politiet, der ofte nægter og tit kræver bestikkelse. »Og selv når det lykkes os at få transporteret patienter til hospitalet, så sker det tit, at de buddhistiske læger nægter at behandle rohingyaer,« siger Htet Pai Soe. »Patienter dør ofte, fordi de ikke får tilladelse til at forlade lejrene i tide, eller fordi de bliver nægtet behandling på hospitalet.«

Der er store problemer i lejrene med tuberkulose, hepatitis og diarre, oftest forårsaget af dårlig sanitet i lejrene, fortæller lægen, der desuden peger på, at fejlernæring og malaria også er udbredt.

Maden i lejrene kommer fra World Food Programme, som én gang om måneden udleverer ris, bønner og olie.

»Der er ikke mad nok. Men det eneste vi kan gøre, det er at vente på den dag, der igen bliver distribueret mad,« klager 27-årige Zaid Hasan, der sidder i en himmelblå longyi, eller sarong, som de fleste mænd og kvinder går iklædt i Burma. Tidligere forsørgede han sin familie ved at sælge tørret fisk, men efter volden i 2012, hvor hans far og storebror blev dræbt – af politiet, siger han – og efter han så sit hus blive brændt ned, har han ikke haft noget at tage sig til i lejren. En gang imellem kan han tjene nogle småpenge på at lave bambusmåtter. Men de fleste dage sidder han blot apatisk sammen med de andre mænd og tygger betelnødder. Kvinderne holder sig beskæftiget med at lave maden og passe børnene. I vejkanten sidder nogle af dem og sælger dampede boller af rismel og kokospulver. Andre sælger ud af deres rationer af ris, så de har råd til at købe fisk.

Det rette navn

På linje med rapporten fra Queen Mary University konkluderer en anden nylig rapport fra Yale Law School, at der er »stærke beviser« for at Burmas regering er »ansvarlig for folkemord mod rohingya-muslimerne«. Rapporten viser, at rohingyaerne har været og er ofre for tvangsforflytning, tvangsarbejde, religiøs forfølgelse, begrænsninger på ægteskab og fødsler, vold, seksuelle overgreb og mord.

»Anklager om folkemord skal ikke ignoreres,« siger Matthew Smith, der leder menneskerettighedsorganisationen Fortify Rights. »Rohingyaerne er udsat for en trussel mod deres eksistens, og deres situation forværres. Det er tid til, at det internationale samfund reagerer.«

Den danske ambassadør til Burma, Peter Lysholt Hansen, siger, at »hvis man ser på forholdene for muslimerne, som bor i lejrene, så er de mildest talt ikke gode. De får mad og til en hvis grad uddannelse og til en hvis grad sundhed, men der er store begrænsninger i deres muligheder for at bevæge sig uden for området.«

»Der er ingen tvivl om, at der finder diskrimination sted,« siger ambassadøren, men tilføjer, at »det er vigtigt at forstå«, at Rakhine er Burmas næstmest fattige stat, og også de etniske rakhinere føler sig tilsidesat af centralregeringen. Der er en samlet løsning på udfordringerne i staten krævet, mener han.

Men adspurgt om de to nylige rapporters konklusion om, at rohingyaerne udsættes for folkemord, svarer Peter Lysholt Hansen: »Det er deres udtryk. Som de selv må stå inde for.« Udover det vil han ikke kommentere.

For Penny Green fra Queen Mary University er det ikke en overraskelse, at vestlige lande ikke vil sætte folkemordmærkaten på behandlingen af rohingyaerne. »Så snart en stat accepterer eller anerkender, at der sker et folkemord et andet sted, så er den juridisk forpligtiget til at skride til handling. Og det er derfor, regeringer generelt er meget tøvende overfor at beskrive begivenhederne i eksempelvis Burma som folkemord. Men det er ikke en grund til ikke at kalde det, som sker, ved sit rette navn.«

»Problemet ved de vestlige regeringers tilgang er, at den ikke gør det muligt at forhindre masseudslettelse, før det er for sent,« fortsætter Penny Green.

Ifølge UN Genocide Convention skal én eller flere af de følgende handlinger fremstå tydeligt, hvis et folkemord skal defineres som sådan: medlemmer af en gruppe skal dræbes eller udsættes for alvorlig fysisk eller psykisk skade; med fortsæt skal der skabes forhold, der har som mål at ødelægge en gruppe; der skal være tiltag, som forhindrer fødsler; eller børn skal tvangsfjernes fra en gruppe.

Religionskonflikt

Presset på rohingyaerne, har fået dem til at blive stadig mere religiøse, fortæller den blot 20-årige imam Abdullah i Mathanya-lejren. Her kalder den orangeskæggede muezzin til bøn gennem en hylende højtaler i moskeen, der ligesom alle hytterne har flettet bambusvægge. Udenfor bliver der trukket i vandpumpen, og mændene fylder små, grønne plastikvandkander og begynder at vaske sig, før de tager deres skjorter på og går ind for at bede på moskeens linoleumsmåtter.

»De vil udrydde alle rohingyaer,« siger imamen om Burmas regering og landets buddhistiske flertal. »Det er en religionskonflikt.«

Og det er de stadig mere magtfulde og stærkt nationalistiske og ekstremistiske buddhistiske munke enige med ham i. Medlemmerne af munkeorganisationen Ma Ba Tha advarer om en islamificering af landet, hvor langt størstedelen er buddhister. Den advarer ofte om truslen for islamisk terror, selvom der ikke har været angreb i landet, og Ma Ba Thas åndelige leder, munken Ashin Wirathu, har beskrevet moskeer som »fjendebaser« og rohingya-muslimerne som »urene vilde«.

Munkenes hadtale har været med til at piske en fjendtlig stemning op i Burma overfor specielt rohingyaerne, men også andre muslimske grupper i landet.

»Problemet er, at muslimerne er her, og de forsøger at koloniserer os og udvide deres område,« siger munken og Ma Ba Tha-medlem U May Ghi Ya i Sittwes Dak Khi Na Yama kloster. »Islam er en trussel mod buddhismen. Vi har set i mange andre lande, der tidligere var buddhistiske, at de blev overtaget af muslimer. Det er vi nødt til at forsvare vores religion og race imod.«

Dræb os i stedet

Også regeringen har reddet med på bølgen af had til muslimer, og har gjort rohingyaerne til syndebuk for Rakhine-statens fattige forfatning. »Regeringen kan se, at det er et effektivt politisk våben til at tiltrække sig, når den slår ned på muslimerne,« siger U Sithu Aung Myint, en politisk kommentator og redaktør i Rangoon.

Der er ingen politiske partier, der har modsat sig den islamofobiske udvikling i Burma, selv ikke Nobels Fredsprismodtager Aung San Suu Kyis liberale National League for Democracy. Ved valget i dag vil partiet ikke have én eneste muslimsk kandidat. Samtidig har Suu Kyi, det internationale ikon for frihed og demokrati, fået stor kritik fra udlandet for at forholde sig passiv og ikke offentligt tage afstand til den massive undertrykkelse af rohingyaerne.

»Hvis I ikke kommer og hjælper os, så dræb os i stedet. Det vil være bedre end at fortsætte med at leve på denne måde,« siger den 65-årige rohingya Ahmed.

Uden uden lys for enden af tunnelen, så er der stadig flere rohingyaer, som flygter til havs i hænderne på ofte brutale menneskesmuglere. FN vurderer, at flere end 120.000 rohingyaer er flygtet de seneste tre år – alene mellem januar og marts omkring 25.000.

Fra Thet Key Pyin-lejren alene, er omkring 10 procent af de ca. 6.000 indbyggere flygtet, fortæller Noor Allam, der arbejder i lejrkomiteen. »Det er det, som regeringen ønsker,« siger han, »at vi går om bord på en båd og aldrig kommer tilbage.«

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 8. november 2015. Link her.

 

0 comments on “»De vil drive os i døden eller ud på havet”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *