Asien Filippinerne

Filippinernes fængsler: Tre mand per kvadratmeter

Præsidenten Rodrigo Dutertes krig mod narko har proppet Filippinernes allerede overfyldte fængsler endnu mere. I Quezon City Jail deles hver eneste kvadratmeter af tre fanger. Men de indsatte ser det alligevel som et helle fra døden på gaden.

MANILA, Filippinerne [Nov. 2016]

Raul har en af de øverste køjesenge. Den deler han hver nat med fire andre fængselsfanger. »Vi ligger på siden, med flettede arme og ben. Ellers er der ikke nok plads,« fortæller den 33-årige med en stor tatovering på skulderen af Jesus med tornekrone på hovedet.

Det er sveddryppende varmt i den lille fængselscelle. Men Raul er en af de heldige. Andre fanger sover på gulvet, i gangene, på trapperne – en mand per trappetrin – eller ude under åben himmel på basketballbanens betonunderlag.

En af cellerne er 20 kvadratmeter stor – her sover over 80 fanger. I en anden, der egentlig kun er egnet til 30 fanger, er der over 130.

Fængslet her, Quezon City Jail, er et af de mest overfyldte i Filippinerne, det sydøstasiatiske land, der har den tvivlsomme ære af at have Asiens mest proppede fængsler. Da fængslet, der ligger i hovedstaden Manila, blev bygget for et halvt århundrede siden, var det beregnet til at huse 800 indsatte. Nu er her 3.500, som skal deles om fængslets totale celleareal på 1.300 kvadratmeter – her er 1.100 procent flere fanger end FN’s retningslinjer anbefaler for et fængsel af denne størrelse.

I hele landet er presset på fængslerne øget endnu mere de sidste måneder, da præsident Rodrigo Duterte har sat i gang i en voldsom krig mod narko, hvor formodede narkomaner og pushere er blevet skudt ned i stort antal. Næsten 5.000 er blevet dræbt, både af politiet og af mistænkte dødspatruljer.

Fangerne herinde betragter sig selv som de heldige. »Det er et helvede herinde, men ude på gaden ville jeg sandsynligvis blive dræbt,« erkender Ronnie, der er sigtet for at sælge stoffer. »Jeg formåede at komme herind i live.«

I markant undertal

Ingen af fangerne her er endnu blevet dømt – mange har endda endnu ikke været for en dommer på trods af, de har siddet her i årevis, nogle i over et årti.

37-årige Rafael sidder i fængselsuniformen: en gul undertrøje, bermudashorts, klipklappere og tatoveringer. Han har været fængslet her i fire år, sigtet for røveri og salg af stoffer, uden at hans retssag lader til at nærme sig sin afslutning. Han ser sardonisk på sin situation: »Jeg har da trods alt stadig chancen for at blive stillet for en dommer, og risikerer ikke at blive skudt, ligesom de gør ude på gaden for tiden.«

Fængselsmyndighederne siger, at det høje antal fanger udgør både en sikkerheds- og en helbredsrisiko. Når fængselsbetjentene bevæger sig rundt indenfor bærer de ansigtsmasker, både som beskyttelse mod sygdom og stanken. I juli var der et koleraudbrud i fængslet, og sidste år var der næsten 300 tilfælde af tuberkulose blandt fangerne.

Lige midt i fængslet – på basketballbanen – står en enlig kvindelig fængselsbetjent, Salvacion Balysoche, omgivet af fanger. »Som du kan se, er vi i markant undertal,« konstaterer hun. »Vi har ikke en chance, hvis der sker noget.«

I alt er der omkring 20 fængselsbetjente på vagt. De fortæller, at den eneste måde, hvorpå de kan undgå fangeoprør, er ved at samarbejde med de indsatte bandeledere. Der er fire bander inden for fængslets mure, og lederne af dem har fået lov til at belønne og straffe inden for egne rækker. Og for at holde fangerne i ro får bandelederne tildelt specielle privilegier af fængslet; bl.a. bedre sengepladser, bedre mad og flere besøg udefra – også af kvinder.

Til at blive skør af

Rafael – den 37-årige, der har været herinde i fire år – er medlem af banden Sige-Sige Sputnik – den mest talstærke i fængslet med ca. 1.000 medlemmer. Han er en af cheferne, der har til opgave at sørge for, at hans cellekammerater opfører sig ordentligt. Han belønnes med bedre mad og sengeplads. »Jeg risikerer at ryge helt ned i bunden af hierarkiet, hvis der opstår problemer,« siger han.

Det gik galt juni 2015, da 14 indsatte blev såret i kampe inde i fængslet mellem to andre bander. Men ellers, siger Rafael, så er kedsomheden den største fare. »Det er til at blive skør af, at man bare sidder og stirrer ud i luften, og at man aldrig er alene. Man støder konstant ind i andre,« siger han.

Fangerne bliver talt klokken 5 om morgenen. De sværger troskab til det filippinske flag, synger nationalmelodien, mange deltager i en kort seance fitnessdans. Resten af dagen er der ingen aktiviteter.

Rafael havde en kæreste, da han røg i fængslet. Men hun er nu væk. Kun hans søster besøger ham hver anden måned. »Jeg har så meget tid herinde, som jeg kan bruge på at tænke på fremtiden,« siger han. »Når jeg engang kommer ud, så vil jeg lytte mere til min søster og hjælpe til i hendes forretning. Hvis jeg først kommer ud igen, så vil jeg aldrig vende tilbage hertil.«

 

Faktaboks

Filippinerne har Asiens mest overfyldte fængsler – og ligger på en tredjeplads globalt, efter Haiti og Benin. Ifølge University of London er der 316 pct. flere indsatte, end der reelt er plads til.

I Quezon City Jail er 65,5 pct. af de indsatte anklagede for narkorelaterede forbrydelser, 5,2 pct. for mord og 3,2 pct. for voldtægt.

Næsten 200 af fangerne har siddet i Quezon City Jail i over fem år uden en dom. En 42-årig har siddet her i 16 år. Over halvdelen af fangerne kunne blive løsladt mod kaution, som typisk vil lyde på ca. 700 kr. Men de indsatte er for fattige til at betale.

Ifølge myndighederne er den ideelle ratio for fængselsbetjente og fanger 1:7, men gennemsnitligt i Filippinerne er der en ratio på 1:68.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 13. december 2016. Link her.

0 comments on “Filippinernes fængsler: Tre mand per kvadratmeter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *