Asien Kina

Det vestlige Kina syder af vrede og frygt

En blodig etnisk konflikt truer med at koge over i den kinesiske Xinjiang-provins. Kommunistpartiet påstår, at et fåtal af jihadister står bag, men et bange muslimsk mindretal giver i stedet det kinesiske styres hårde undertrykkelse skylden.

KASHGAR, Xinjiang [September 2016]

Slagteren mumler på arabisk: »Allah er stor.« Et øjeblik senere spjætter gedens ben, da den får halsen skåret over, og en brun plasticbalje fyldes hurtig med blod. En familie står langs de lerklinede vægge i den støvede gyde og ser slagteren sætte sin mund til et snit i skindet ved gedens højre bagben. Han begynder at puste ind gennem åbningen, og i takt med at hans ansigt bliver rødere og rødere udvider kadaveret sig som en ballon, indtil det bliver piftet, da slagteren skærer bugen op, og begynder at flå geden.

En gråhåret dame med himmelblå tørklæde kommer ud fra sit hjem gennem en dør af poppeltræ. Hun fjerner det hastigt størknende blod.

»Vi har ikke meget at fejre, men i aften skal der være fest,« siger Abdulkarim, manden i huset, der har bestilt slagtningen.

Den 46-årige bor i det ganske lille område, der er tilbage af den gamle bydel i oasebyen Kashgar. I århundreder havde den enorme labyrint af snævre gyder, lerklinede huse og utallige moskéer været et kulturelt centrum for det uighuriske folkeslag. Men inden for de sidste år har den kinesiske regering bulldozet næsten hele bydelen. Det ser de hovedsageligt muslimske uighurer som et fysisk bevis på, at kommunistpartiet er ude på at smadre deres kultur og sammenhold, og det er med til at skærpe en allerede blodig konflikt.

Inden for de sidste få år er hundredvis blevet dræbt i terrorangreb og voldelige sammenstød mellem uighurer og kinesiske sikkerhedsstyrker i den vestlige Xinjiang-provins. Blod har også flydt her i Kashgar, der ligger så langt væk fra hovedstaden Beijing, som man næsten kan komme uden at forlade folkerepublikken. Blot et par hundrede kilometer længere mod vest ligger Pakistan og Afghanistan.

Ekstremt sikkerhedsniveau

I dag fremstår Kashgar som en by i undtagelsestilstand. På pladsen foran byens Idkah-moské går en patrulje af kinesiske soldater med hjelme, automatvåben og skjolde. Ved en skole holder soldater vagt med fingeren på deres maskinpistolers aftrækkere. Soldater vogter også over en legeplads med bajonetter på deres skydevåben.

Og på Folkets Plads er der ikke mange folk. Pladsen er afspærret og omdannet til parkeringsplads for pansrede mandskabsvogne. En kæmpestatue af formand Mao vinker til den tomme plads bag en opstilling af plasticblomster og slogans, der opfordrer alle etniske grupper til at stå sammen for at sikre udvikling og harmoni.

Kinas kommunistparti påstår ofte, at landets etniske minoriteter, inklusiv de 10 mio. uighurer, lever sammen i netop harmoni, og er »forenet som kernerne i et granatæble«. Og regeringen siger, at bølgen af vold i Xinjiang blot er begået af en lille gruppe uighuriske separatister, jihadister og terrorister, som er blevet infiltreret og inspireret af udenlandske ekstremister.

Den udlægning afviser mange uighurer, der kulturelt, religiøst, sprogligt og af udseende er markant anderledes end hankineserne, Kinas dominerende befolkningsgruppe. Mange tør slet ikke tale med en udenlandsk journalist af frygt for repressalier, men dem, der gør, siger, at uroens kilde er det kinesiske styres stadig hårdere undertrykkelse – og utilfredsheden er udbredt.

»Mange er bange,« siger Korban, en butiksejer. »Hvis vi bare klager over det mindste, så bliver vi set som terrorister. En del er forsvundet.«

Andenrangsborgere

Overvågningen er blevet øget. Nogle siger, at de ofte bliver stoppet på gaden af politiet, som tjekker deres telefoner for inkriminerende indhold. Flere må ikke forlade deres hjembyer uden specielle tilladelser fra myndighederne.

Uighurerne klager bl.a. over, at deres sprog bliver fortrængt, og at de bliver forfulgt pga. deres religion. Men mest af alt er de vrede over at blive behandlet som andenrangsborgere i deres egne hjemområder. Regeringen har promoveret hankinesisk migration til Xinjiang, bl.a. for at styrke grebet om det strategisk vigtige og ressourcerige område. Uighurerne ser det som et forsøg på at udvande deres identitet, og det forværres af, at det i stor stil er de tilflyttede kinesere, der nyder godt af provinsens økonomiske vækst, mens uighurerne forbliver økonomisk marginaliserede.

»De lytter ikke til os,« siger Mohammed, en taxachauffør. »Der kommer blot flere og flere soldater, men ingenting bliver bedre af det.«

Ond cirkel

De fleste uighurer tager dog afstand fra de mange angreb, som medlemmer af deres folk anklages for at stå bag, bl.a. brutale og grusomme bombe- og knivangreb i Xinjiang og andre steder i Kina, som har kostet dusinvis af uskyldige kinesere livet. Samtidig har der været flere blodige sammenstød mellem uighurer og sikkerhedsstyrker.

Siden 200 blev dræbt i etniske uroligheder i 2009, har myndighederne øget kontrollen i Xinjiang og har slået hårdt ned med lange fængselsstraffe til selv moderate uighurer og henrettelser af uighurer anklaget for at have forbindelse til påståede terrorhandlinger. Men ifølge menneskerettighedsorganisationer har de kinesiske myndigheder brugt terrorbekæmpelse som et påskud for at øge undertrykkelsen af uighurerne. Det har ført til en ond cirkel, hvor øget undertrykkelse har avlet mere vold, lyder anklagen.

Desuden kritiseres regeringen for ikke at tage uighurernes klager alvorligt. Stort set al diskussion om årsagen til den voldsomme utilfredshed i provinsen bliver blokeret og censureret. Låget er dermed blot blevet trykket hårdere ned på den kogende gryde uden der er blevet skruet ned for ilden under den. Det har ført til advarsler om, at konsekvensen kan blive yderligere radikalisering blandt uighurerne.

»Vi behandles alle som terrorister, blot fordi vi er uighurer,« siger Ismail, en ung mand. »Vi vil bare behandles anstændigt.«

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 20. september 2016. Link her.

 

0 comments on “Det vestlige Kina syder af vrede og frygt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *