Asien Myanmar

En blodig våbenhvile i en uendelig krig

En brutal junglekrig i det nordøstlige Myanmar fortsætter på trods af udmeldinger om våbenhvile. Regeringsstyrker og en oprørshær kæmper om ressourcer og mere selvbestemmelse. Mens der ikke ser ud til at være nogen ende på borgerkrigen, bliver stadig flere drevet på flugt.

KACHIN-STATEN, Myanmar [Januar 2013]

10-årige Gam Awng graver huller med sine venner. Med spader, hakker og macheter graver, skraber og hugger de, indtil de har skabt meterbrede gange, som strækker sig dybt ind i bjergsiden. Det er ikke leg.

»Bomber,« siger Gam Awng og peger op mod himlen.

De er rædselsslagne for bombeangreb fra Myanmars hærs luftvåben. Og derfor graver de beskyttelsesrum, som dog ser ud til at være så skrøbelige, at de vil styrte sammen alene ved lyden fra et lavtflyvende kampfly.

Alligevel håber de, at det vil beskytte dem selv og deres familier.

»Vi er dødsens bange,« siger Shan Lu Ja, en 39-årig kvinde, der ligesom drengen Gam Awng er blandt de omkring 1.700 mennesker i flygtningelejren Nhkawng Pa i det nordøstlige Myanmar.

De er alle kachinere, et mindretal, som er ofre for en årtilang og blodig junglekrig mellem Myanmars regeringsstyrker og Kachins oprørshær, KIA.

Det er en krig, som handler både om mindretallets ønske om mindre undertrykkelse og mere selvbestemmelse og samtidig om kontrollen med Kachin-statens mange ressourcer.

Inden for de seneste uger er kampene blevet mere voldelige, hvor regeringshæren har brugt jagerfly og kamphelikoptere. Op mod 100.000 er blevet fordrevet af kampene, mens Myanmars hær i offensiven har presset oprørshæren ind i et mindre og mindre område, som ligger lige op ad grænsen til Kina.

Og kampene kommer nu tættere og tættere på flygtningelejren, som ligger i området kontrolleret af oprørshæren. Dybe drøn fra morternedslag og hidsig maskingeværild lyder med jævne mellemrum her i det omkringliggende bakkede junglelandskab. Folk er flygtet, og deres landsbyer står mennesketomme tilbage.

»Vi er flygtet fra krigen. Fra Myanmars hærs granater og maskingevær,« siger Sham Naw, en 62-årig flygtning i Nhkawng Pa.

»Men krigen har fulgt os hertil.«

Ingen stilhed

Lørdag morgen var der dog udsigt til en smule håb. Myanmars regering annoncerede en ensidig våbenhvile. Men det blev hurtigt tydeligt, at regeringshæren ikke fulgte ordren.

Da Informations udsendte besøger Jan Mai, en af Kachins oprørshærs frontposter, efter våbenhvilen skulle være trådt i kraft, har regeringshæren fortsat gang i et massivt morterangreb.

Oprørshæren er allerede blevet ramt. En soldat bliver slæbt af sted af sine soldaterkammerater. Blodet flyder fra hans arme og hoved, der er ramt af morterfragmenter. Han er kun lige akkurat ved bevidsthed, da han bliver båret ind i en militærjeep, hvor der på bagsædet bliver lagt en presenning, så han ikke bløder på indtrækket.

Da han bliver kørt af sted ned ad bjerget til det nærmeste hospital, begynder mortererne at regne ned igen.

Granaterne skærer gennem luften med en høj, ildevarslende hvislen, som advarer oprørssoldaterne og giver dem et par sekunder til at løbe i sikkerhed, inden dunderet fra nedslagene lyder. Granaterne kommer tættere og tættere på lejren, og soldaterne søger tilflugt i udgravede huler i bjergsiden. De har ikke selv granater. De har intet, som kan matche angrebet. Kun maskingeværer, som kun nytter, hvis fjendens soldater forsøger at løbe deres skyttegravsfæstning på en lille bakketop i junglen over ende. Myanmars regeringssoldater er nogle få hundrede meter væk på de nærmeste bakketoppe, og oprørerne må sidde og vente på, at morterregnen slutter. Men intet tyder på, at det sker.

Ingen tillid

»Vi er vant til, at vi ikke kan stole på, hvad de siger,« siger kaptajn Malang Tu Htang, den øverstkommanderende blandt oprørsstyrkerne her på bakketoppen, om Myanmars udmelding om våbenhvile.

»De kan angribe over det hele her, og de bliver ved med at gøre det,« siger han og fortæller, at stillingen inden for de seneste to dage også er blevet ramt af bomber fra regeringshærens luftvåben.

Tilbage i flygtningelejren giver folk også udtryk for stærk mistillid over for Myanmars regering og hær.

»De vil dræbe alle os kachinere,« siger 62-årige Sham Naw, der selv er et levende vidnesbyrd om, hvor lang tid krigen har stået på. Han var selv soldat i oprørsstyrkerne fra 1968 til 1980. Nu er hans søn soldat.

»Det her er en uendelig krig,« siger han.

»Men det bliver værre og værre. Det er alles ansvar at kæmpe med våben mod Myanmars regerings undertrykkelse af os,« siger Sham Naw.

I flygtningelejren er der stort set kun kvinder og et væld af småbørn. Og så nogle få ældre mænd. Alle de mænd som fysisk er i stand til det, er taget i krig, siger chefen for lejren, Pan Awng. Krigen mellem Myanmars styre og oprørsstyrkerne startede tilbage i 1961, men konflikten eksploderede med ny kraft i juni 2011, da en 17 år lang våbenhvile brød sammen.

Og krigen fortsætter på trods af et politisk tøvejr i Myanmar. Siden den nuværende ledelse i Myanmar kom til magten i 2011, er hundredvis af fanger blevet frigivet, der er løsnet op for censuren af medierne, og regeringen har opnået aftaler med andre etniske minoritetsgrupper, som også har været i væbnet oprør.

Det har ført til klapsalver i vestlige lande, som ellers i årtier har holdt sig langt væk fra Myanmar på grund af den tidligere militærjuntas hårdhændede styre. Efter valget i april, hvor demokratiaktivisten Aung San Suu Kyi blev valgt til parlamentet, ophævede EU de fleste sanktioner mod landet. USA fjernede sit forbud mod investeringer i Myanmar og udpegede sin første ambassadør til landet i 22 år.

Men på trods af det generelle politiske tøbrud, så fortsætter borgerkrigen i Kachin-staten og kaster skygger over det generelt rosenrøde billede af reformgennembrud, som for tiden omgiver Myanmar. Selvom de er underlegne både i antal og i militært isenkram, siger Kachins oprørshær, at de kun vil nedlægge våbnene, hvis de får større autonomi og en større andel af indtægterne fra ressourcerne i områdets bjergjungler og floddale, der er rige på mineraler, jade og tømmer.

Krig og penge

»De undertrykker og ydmyger os,« siger Naw Mai, en kaptajn, som har 200 mand under sin kommando ved oprørshærens fæstning Yin Hpan Kyet.

»Vi er nødt til at gøre oprør for at få de rettigheder, vi fortjener, og hvor vi bliver betragtet som ligeværdige og ikke som undersåtter.«

Han tilføjer, at kachinerne også ønsker at nyde godt af ressourceindtægterne i området, og ifølge både oprørsstyrker og analytikere er en af grundene til de nuværende kampe netop penge. Ud over tømmer, mineraler og andre ressourcer, er der i Kachin-staten energiprojekter til en samlet værdi af flere milliarder dollar, som det tidligere militærregime indgik aftaler om med Kina.

Oprørshæren anklager Myanmars hær for at have intensiveret krigen i et forsøg på at sikre adgang til større områder, som kan tiltrække kinesiske investeringer. Oprørshæren selv er primært finansieret gennem skatter og ulovlig grænsehandel med Kina, og det vurderes, at den har omkring 10.000 væbnede soldater. Menneskerettighedsgrupper, oprørshæren og almindelige kachinere, der hovedsageligt er kristne, i modsætning til Myanmars største etniske gruppe, som er buddhister, anklager Myanmars soldater for at have brændt og plyndret kachineres hjem, for at tvangsindskrive kachinere i regeringshæren og for at voldtage, tortere og henrette civile.

Begge sider har udlagt et stort antal miner, som har dræbt både soldater og civile.

»Vi flygtede, lige så snart vi hørte, at Myanmars hær kom tæt på vores landsby,« siger manden Lahpai Gam, som bor i flygtningelejren Pa Kahtawng, der ligger lige klods op ad grænsen til Kina.

»Vi var bange for, at de ville henrette os alle sammen. Og de, der blev tilbage i landsbyen, blev også skudt, lige så snart soldaterne så dem.«

Den 70-årige flygtning Gum Bau Lu fortæller, at Myanmars hær brændte hendes hjem ned, kort efter hun var flygtet med sin familie.

Den 39-årige kvinde Shan Lu Ja vil bare have fred.

»Jeg kan ikke se nogen mening med krigen,« siger hun.

Men den har dog alligevel vendt op og ned på hendes tilværelse. Før var hun bonde i en lille bjerglandsby. Nu er hun flygtning. Det eneste, hun havde med sig, da hun flygtede fra kampene, var hendes fem børn, to potter, fem tallerkener og to benzindunke, som hun fandt på dagsrejsen til flygtningelejren Nhkawng Pa, hvor hun nu har levet i næsten et år.

»Jeg er bekymret for mine børn,« siger hun, mens hendes yngste barn sover på hendes ryg.

»Vi har mad nok, men jeg er nervøs for, hvordan krigen påvirker dem.”

”Der er ikke noget håb. Det vil der først være, når krigen slutter,” siger hun.

Men det er der ikke nogen her på egnen, som tror vil ske foreløbig.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Information den 22. januar 2013. Link her.

 

0 comments on “En blodig våbenhvile i en uendelig krig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *