Asien Filippinerne

»Han tog ud for at sælge bananer, og så blev han beklageligvis dræbt«

I det sydlige Filippinerne er stammefolk blevet dræbt og jaget på flugt af borgerkrig, minedrift og voldelige paramilitære styrker. Stammefolkene forsøger at beskytte deres forfædres jord, men ender i stedet i flygtningelejre. I en af dem håber kvindekrigeren fra Talaingod at finde sympatisører, der kan hjælpe til i kampen.

 

MINDANAO, Filippinerne

Hun var 12 år gammel, da fire mænd satte sig på hver af hendes lemmer og holdt hende nede, mens hendes mor skar dybe ridser i hendes hud med en dolk, som hun kort forinden havde brugt til at partere en gris. I de mange lange ridser hele vejen rundt om ryggen og maven tilsatte moren den gråsorte farve fra kul.

Moren tatoverede datterens krop for at beskytte hende. Dem, der ikke havde de magiske streger rundt om livet, ville blive angrebet, dræbt og spist af de mystiske kæmper i bjergene.

»Men de løj for mig. Der var ingen kæmper i bjergene. De var blot en myte, men det fandt jeg først ud af, da jeg blev voksen,« lyder det med en let latter fra Bai Bibyaon Ligkayan Bigkay, datteren, der i dag er i starten af 70’erne. »Det eneste, jeg fik ud af det, var en utrolig smerte, og det har bestemt ikke været nok til at beskytte os mod dem, som nu virkelig truer os: mineselskaberne og soldaterne.«

Bai Bibyaon er stammeleder. Hun har været kendt som kvindekrigeren fra Talaingod, hendes hjemområde på den sydfilippinske ø Mindanao, lige siden hun i 1990’erne førte an i sit stammefolks oprør mod en skovdriftsvirksomhed, der trængte ind på hendes forfædres jord i bjergene.

Nu sidder hun i det, der hedder en evakueringslejr, men som lige så godt kunne kaldes en flygtningelejr. Den ligger i udkanten af Mindanaos hovedby, Davao. Her sidder hun sammen med medlemmer af en lang række stammefolk, der samlet kaldes Lumad-folket, eller ”de oprindelige folk”. I tusindvis er de drevet på flugt af kampe mellem den filippinske regeringshær og kommunistiske oprørsstyrker og samtidig af frygt for de skyggefulde paramilitære styrker, der ofte sendes ind i stammefolkenes ressourcerige områder for at bane vejen for mineselskaber.

Både FN og menneskerettighedsgrupper har dokumenteret drab på stammefolkene, begået af de paramilitære styrker, som regeringshæren anklages for at støtte op om.

»Der er så mange mord og så meget militær i vores forfædres område, at vi var nødt til at flygte,« siger Bai Bibyaon, mens hun sætter plastikperler på snor og tygger betelnød, som bekæmper følelsen af sult. Som mange andre fra hendes folk taler hun om en militær besættelse af deres hjemområder. »Militæret og de paramilitære vil have os til at forsvinde, så mineselskaberne kan rykke ind. Men fordi vi vil forsvare os selv, så vil de dræbe os. Vores forfædre beskyttede vores jord med bue og pil, men det er ikke nok længere. Vi er nødt til at finde nogen, der kan hjælpe os i kampen.«

 

Flygter fra drab

Bai Bibyaon har siddet her i lejren i et år og to måneder. Lejren blev oprettet i marts 2015 af en kristen menighed. De flygtede stammefolk bor i bambushytter. Her er en skole til de mindste børn i lejren.

»Folk er flygtet hertil efter vores stammeledere er blevet dræbt, vores skoler er blevet brændt ned, og vores kvinder voldtaget,« siger Jong Monzon fra Mandaya-stammen, der er en af lejrlederne. »Mange bliver dræbt, fordi de anklages for at være kommunistsympatisører, men oftest er det fordi, at de protesterer mod mineselskaberne.«

Jong Monzon er også generalsekretær i den lokale Pasakal Confederation, en sammenslutning, som organiserer Lumad-folket. Ifølge den organisations tal har paramilitære styrker dræbt 58 fra Lumad-folket alene i 2015.

Inden for de sidste år er stammefolkene i bølger blevet drevet på flugt, når regeringshæren har optrappet sin offensiv mod New People’s Army (NPA), en kommunistisk oprørsgruppe, som det vurderes råder over 6.000 bevæbnede soldater. NPA har i næsten 40 år kæmpet mod regeringshæren i en konflikt, hvor flere end 40.000 er blevet dræbt.

Elyn Manlibaas, en kvinde fra Manobo-stammen, som også har søgt tilflugt i evakueringslejren i Davao, siger, at hun som mange andre har sympati for soldaterne fra den maoistisk-inspirerede NPA-hær, da de ikke, fortæller hun, i modsætning til soldaterne fra regeringshæren eller de paramilitære styrker, blot beslaglægger de lokale folks allerede sparsomme madressourcer, men betaler for dem.

»Vi begyndte at protestere foran et minekontor i starten af august 2015. Vi viste dem regeringspapirer, som beviste, at jorden tilhører os,« siger Elyn Manlibaas. »Men så kom militæret og puttede os i håndjern, og vi blev fængslet i en måned og anklaget for at være NPA-sympatisører. Det er vi ikke. Vi vil bare beskytte vores jord.«

I lejren sidder også Marygen Vacelisco, som er gravid med sit sjette barn. Hendes mand er dog ikke længere sammen med familien. »Han tog ud for at sælge bananer, og så blev han beklageligvis dræbt,« fortæller Marygen Vacelisco, mens hun undersøger sin datters hår for lus.

Manden blev dræbt blot to uger forinden af skud i hovedet og i brystkassen. Konen anklager en lokal paramilitær styrke, som manden tidligere har haft sammenstød med, for drabet. »De har før anklaget ham for at levere ris til NPA. Men det har han aldrig gjort. Alligevel har soldaterne tit konfiskeret vores mad,« siger hun.

»Det er soldaterne, som bestemmer det hele. Jeg turde ikke gøre andet end at komme hertil med mine børn,« siger Marygen Vacelisco.

 

Skoler angribes

Stammefolkene anklager i vid udstrækning de paramilitære grupper, som er sammensat af lokale stammefolk, til at hjælpe mineselskaber med at slå hårdt ned på modstand mod deres aktiviteter. Regeringen har erklæret store dele af Mindanao-øen for »Filippinernes centrum for minedrift.«

Kalumaran, en sammenslutning af forskellige stammefolk, er foruroliget over en serie af angreb, drab, arrestationer og chikane af Lumad-folk. Gruppen har beskrevet det som stammefolkene udsættes for som »kulturmord«, og siger, at det finder sted ustraffet over hele Mindanao-øen.

FN har dokumenteret drab på mindst 14 stammeledere, aktivister og landsbyboere, inklusiv børn i perioden mellem marts og oktober 2015. Og rapporter fra religiøse organisationer og lokale og internationale menneskerettighedsgrupper fortæller om, hvordan stammefolk er blevet torteret under anklage for at være NPA-sympatiserer, hvordan skoleledere og stammeledere er blevet dræbt, og hvordan skoler er blevet angrebet og brændt ned, fordi de paramilitære styrker anklager dem for at indoktrinere børnene med kommunistisk ideologi.

Save Our Schools Network, en organisation med base i Filippinernes hovedstad, Manila, siger, at 52 af stammefolkenes skoler blev angrebet af enten paramilitære styrker eller regeringshæren mellem 2014 og 2015.

I en rapport fra september 2015 konkluderer FN’s Flygtningehøjkommissariat, at »paramilitære grupper, som det er kendt støttes af militæret, er hovedårsagen til krænkelser af menneskerettighederne begået mod den oprindelige befolkning og er årsagen til, at de drives på flugt.«

Og fra FN lyder det samtidig, at »den militære besættelse af civile institutioner og drab på civile, specielt i skoler, som burde være sikre for børn fra denne type vold, er uacceptabelt, beklagelig og står i modsætning til internationale menneskerettighedsstandarder.«

 

Skabt et monster

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch anklager direkte den filippinske regeringshær for at støtte de paramilitære styrker, og opfordrer regeringen til at skride til handling med det samme for at sætte en stopper for angrebene på stammefolkene.

»Paramilitære styrker i Mindanao har terroriseret stammefolk, mens militæret i bedste fald ikke har gjort noget som helst for at forhindre det,« mener Phil Robertson fra Human Rights Watch’ Asienafdeling. Han siger samtidig, at den filippinske regering »ikke blot skal slå ned på de paramilitære styrker, men også på de officerer i hæren, som støtter dem.«

Samtidig har Johnny Pimentel, guvernør i Surigao del Sur, en del af Mindanao, offentligt anklaget militæret for at skabe og kontrollere en af de mest frygtede paramilitære styrker, Magahat Bagani. »Militæret har skabet et monster,« sagde Pimentel til journalister i efteråret 2015.

Den filippinske regeringshær nægter anklager om direkte eller indirekte deltagelse i de paramilitære styrkers angreb på stammefolkene. I stedet har hæren anklaget New People’s Army og oprørsgruppens støtter for at sprede »sort propaganda« om hærens rolle.

Sidste år lovede de filippinske myndigheder en undersøgelse af drabene på stammefolk, men det er der indtil videre ikke kommet noget ud af. Til gengæld erklærede landets nyvalgte præsident, Rodrigo Duterte, den 25. juli, en ensidig våbenhvile i kampene mod NPA, og han udtrykte håb om, at den kommunistiske oprørsgruppe vil følge trop. En ende på kamphandlingerne vil kunne forbedre situationen for Lumad-folket.

Bai Bibyaon Ligkayan Bigkay siger, at hun håber, at der vil komme mere fokus på hendes folks situation. »Vi levede i fred i vores forfædres områder. Nu har vi været nødt til at forlade dem, men vi vil fortsætte med at lede efter folk, som kan hjælpe os,« siger hun.

Jong Monzon, lejrlederen, hvis egen far blev dræbt af militæret i 2009 for protester mod minedrift, håber også på forandring. »Vi vil bare leve i fred, så vores børn kan få lov til at lære og studere, så vores folk ikke forbliver uoplyste. Det vil gøre os stærkere og bedre i stand til at forsvare vores rettigheder.«

0 comments on “»Han tog ud for at sælge bananer, og så blev han beklageligvis dræbt«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *