Asien Kina Nordkorea

»Hvis du vil se rigtige og fattige nordkoreanere, så kom med på vores turistbåd«

Nordkoreas fattigdom og lukkethed er turistattraktion for kinesere, der priser sig lykkelige for ikke længere selv at være i samme situation som deres tidligere våbenbrødre. Det er gennem grænsebyen Dandong, at Kina holder naboen i live, men hvor forsøgene på at lokke nabolandet ud af isolation også er endt i frustration og – bogstaveligt talt – på en kornmark.

DANDONG, Kina [Oktober 2016]

Der er noget, som rører sig i vandkanten.

»Se derovre!« råber en søn med en kikkert for øjnene. Faren begynder prompte at klikke med sit kamera. Moren folder en selfiestang ud.

Familien står sammen med dusinvis af andre kinesiske turister, der også er bevæbnet med et tungt arsenal af zoomobjektiver og smartphones.

Fra et båddæk stirrer de ind mod den mudrede bred igennem morgendisen. Mellem træerne og buskene søger de tegn på liv, som var de ude for at spotte eksotiske dyr i en safaripark. Men i stedet er det nordkoreanere, de kan se 50 meter væk på bredden af Yalu-floden, der adskiller Kina og Nordkorea.

»Hvad gør de?« spørger en midaldrende kvinde spændt. »Se der! Han bærer på en sæk. Måske er der noget mad i den til hans familie,« gætter en mand. En anden mand ryster på hovedet: »Hvor ser det altså bare fattigt ud. Hvordan kan de overhovedet bo der?«

Passagerne på båden lader til at få, hvad de har betalt for. »Hvis du vil se rigtige og fattige nordkoreanere, så kom med på vores turistbåd,« lokkede damen, der solgte billetter på den kinesiske side af floden.

Inde på land i Nordkorea ligger en klynge faldefærdige og livløse grå 3-etagers huse. De fleste har mistet en stor del af deres gullige tagsten; nogle af tagene er styrtet helt sammen. Langs pigtrådshegnet ligger talrige udkigsposter, hvorfra nordkoreanske soldater står og stirrer tilbage.

Ved floden sidder en dame og vasker tøj. Længere henne vasker en anden kvinde grøntsager med et barn på ryggen. En mand i camouflagetøj trasker fra sin kano med en sæk over skulderen og en træpagaj i hånden op mod landsbyen. Et par kortklippede drenge står i T-shirts og shorts på en muddersti og kigger varsomt ud mod de kinesiske kameraobjektiver. En mand – måske drengenes far – puster det sidste røg ud fra en cigaret og kaster skoddet ud i vandet mod båden.

»Hvorfor gør han det?« spørger en ældre dame. Enhver lille og normal dagligdagshandling bliver gransket af bådpassagererne.

Fra deres side kan nordkoreanerne se måbende turister, der glider forbi ude på floden. Måske kan de høre båndoptagelsen af en kvindestemme, der igennem højtalere på båden fortæller passagerne, at Kina og Nordkorea er nære venner, som sammen har blødt i kamp mod japanerne og amerikanerne. Og på den anden side af båden, ovre på den kinesiske bred, kan de se nye funklende højhuse og luksusbiler på vejene.

»Hvad gør hun med hånden?« runger et nyt spørgsmål fra båden, hvor blikkene nu rettes mod en kvinde, der er kommet frem bag et træ. »Hun vinker! Skynd jer at vinke tilbage.«

I agterstævnen står Shan Jixiang, en 59-årig turist fra den centralkinesiske Anhui-provins. Hvad tænker han på? »Kina, som det var engang,« siger han. »Hvor er jeg glad for, at vi ikke længere har det sådan. Vi har åbnet os op for verden og har fået velstand. Stakkels dem,« siger han, mens sightseeingturen er ved at ende. Båden sætter kurs mod den kinesiske side af floden og millionbyen Dandong.

Nordkoreas livline

Tusindvis af kinesiske turister strømmer dagligt til grænsebyen for at få et glimt af Nordkoreas fattigdom og lukkethed. Men byen er også Nordkoreas livline. Mens det meste af verden har underlagt landet stærke sanktioner i et forsøg på at presse regimet til at opgive sit missil- og atomprogram, så står Kina for op mod 90 pct. af Nordkoreas internationale handel – og mere end halvdelen af den handel krydser netop grænsen over Den kinesisk-nordkoreanske venskabsbro i Dandong.

Det er her, hvor Kina kan vælge at straffe eller belønne Nordkorea økonomisk. I FN taler Beijing om sin støtte til stadig strammere sanktioner mod nabolandet. Men mens det meste af omverdenen ønsker at udsulte Nordkorea, indtil det uvisse punkt ude i fremtiden, hvor landet makker ret, så er den kinesiske regering fortsat villig til at give diktator Kim Jong-un og hans regime lige akkurat tilstrækkelig med næring til, at det hele ikke bryder sammen og skaber kaos ved Kinas grænse.

Nu – efter Nordkoreas femte og hidtil største atomprøvesprængning i starten af september, som Beijing erklærede sig »resolut modstander« af – fortsætter trafikken fortsat over venskabsbroen. Lastbiler holder i kø på den ensporede bro. Først den ene vej, så den anden vej.

Ifølge de FN-sanktioner, som Kina har bakket op om, skal hvert eneste vognlæs, der kører ind i Nordkorea, tjekkes for, om det indeholder varer henvendt til den nordkoreanske elite eller til militæret og dets missil- og atomprogram.

I Dandong siger kinesiske lastbilchauffører, der kører over grænsen, at antallet af tjeks er øget siden den seneste atomprøvesprængning, men langt fra alle læs undersøges.

En kinesisk forretningsmand, der handler med Nordkorea, men som kun vil oplyse sit efternavn, Qin, fortæller på et hotel nær Venskabsbroen, at »der er meget mindre handel over grænsen end tidligere, da de simpelthen har pengeproblemer i Nordkorea. De kan ikke betale.«

En bro ud på marken

Kinesiske Nordkorea-forskere siger, at Kina som udgangspunkt forsøger ikke at støde nabolandet fra sig. Gennem økonomiske gulerødder skal Nordkorea lokkes ud af international isolation og opfordres til at bruge sin energi på økonomiske reformer frem for sabelraslen, atomprøvesprængninger og dommedagsretorik. Ikke kun for Nordkoreas skyld, men også for Kinas. Beijing vil undgå et nordkoreansk kollaps, som kan øge Sydkoreas – og dermed USA’s indflydelse – op ad Kinas grænse.

Beijings taktik er har dog langt fra været en succes. Blot 10 km fra Dandong kan man se både Kinas tilsyneladende gode intentioner og den fiasko og frustration, som de er mundet ud i. Her står nemlig en ny, færdigbygget bro til over 2 mia. kr., som går over Yalu-floden. Kina har betalt for den, og på den kinesiske side er opført lagerhaller, forretningsbygninger og boligkomplekser, der skulle danne ramme om en frihandelszone. Det hele ligger dog stort set øde hen, og årsagen kan ses ovre i Nordkorea. Her ender vejen, som broen bringer over floden, abrupt i en kornmark. Der er ingen tegn på byggeaktivitet på den nordkoreanske side.

»De er åbenbart ikke interesseret i at tjene penge,« tilbyder Ma, en grøntsagshandler i den nybyggede bydel i Kina, som forklaring. »De er svære at gøre sig kloge på.«

Pigtrådshegn og ferieby

Men på trods af Kinas besvær med at åbne Nordkorea, så tager de to landes fælles grænse sig dog ganske anderledes ud end den mellem Nord- og Sydkorea. Grænsen mellem de to rivaler, der blev draget efter Korea-krigens afslutning i 1953, går på tværs af den koreanske halvø som et langt bredt ar, der er afspærret af pigtråd, strøet med landminer og tæt bevogtet af soldater fra begge sider. Ved den grænse er atmosfæren yderst anspændt, og den kolde krig lever fortsat i bedste velgående.

Ved den kinesisk-nordkoreanske grænse er der da også et pigtrådshegn langs hele grænsen på Nordkoreas side – som dog nok mest af alt er til for at forhindre nordkoreanere i at flygte fra diktaturet, som ifølge FN begår systematiske og grusomme forbrydelser mod menneskeheden i et omfang, som er uden sidestykke i nutiden.

Men Dandong, på den kinesiske side, fremstår som en ferieby, hvis eneste turistattraktion reelt er nabolandet. Turister går på den lange promenade langs floden og køber nordkoreanske smuglercigaretter, alkohol og falske nordkoreanske penge. De lytter til sydkoreansk popmusik, klæder sig ud i traditionelle koreanske kjoler og får deres billede taget med Venskabsbroen i baggrunden. De går på koreanske restauranter drevet af den nordkoreanske stat, og mens de kaster nogle hårdt tiltrængte kontanter i den nordkoreanske statskasse ved at bestille grillkød, hundekødssuppe og kolde nudler, så synkrondanser nordkoreanske kvinder rundt og synger sange om heroisk og blodig kamp mod de amerikanske aggressorer.

Nye luksuslejligheder med flot udsigt over floden og et stalinistisk styre på den modsatte bred er blevet det nye investeringsobjekt i byen, der samtidig med sine nye, enorme indkøbscentre og luksushoteller ikke kunne stå i stærkere kontrast til situationen lige på den anden side af broen i den nordkoreanske by Sinuiju. Her lader fabrikker til at ligge øde hen. Langs havnefronten ligger rustne skibsskrog. Der er imidlertid også et nybygget pariserhjul og en vandrutsjebane, to forlystelser, som folk i Dandong dog fortæller aldrig er blevet taget i brug.

»Nordkoreas leder virker som en joke. Der er noget komisk over det hele,« siger 24-årige Yan Daming, der står en aften i et Dandong lyst op af neonlys og fyrværkeri. På den anden side af floden ligger Sinuiju i et fuldstændigt mørke.

Yan Damings kommentar er dog ofte noget man kun hører fra yngre kinesere. Blandt de ældre er der helt andre stærke følelser i forhold til Nordkorea og de historiske bånd.

»Vi var våbenbrødre, og så mange kinesere kæmpede og døde for at forsvare Nordkorea mod sydkoreanernes og amerikanernes aggressive angreb,« siger 71-årige Su Hongxin. »De er, som vi selv var, og de tror på det, som vi troede på. Vi kan ikke bare vende dem ryggen.«

 

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 10. oktober 2016. Link her.

0 comments on “»Hvis du vil se rigtige og fattige nordkoreanere, så kom med på vores turistbåd«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *