Asien Kina

I Kina slås styret om låget på sandheden

Wang Keqin har gjort det igen. Den seneste artikel fra Kinas førende undersøgende journalist ryster systemet, sender hans avis på kollisionskurs med staten og blotlægger skel helt op i det øverste, kommunistiske lederskab. Her er historien om en journalist og en chefredaktør, der udfordrede Kinas censur – og sejrede for en stund.

BEIJING, Kina [Maj 2010]

»Jeg vil aldrig få fred i sjælen, hvis vi ikke trykker den artikel,« siger chefredaktør Bao Yueyang.

Hans stjernejournalist Wang Keqin præsenterer ham i januar for et udkast til en politisk sprængfarlig artikel. Flere børn er døde, og mange flere alvorligt syge. De er ofre for en skandale, som myndighederne forsøger at feje ind under gulvtæppet.

Det er en oplagt forsidehistorie, men beslutningen om at sende artiklen i trykken kræver mod. Avisen er oppe mod magtfulde politiske interesser. Redaktøren frygter, at artiklen kan koste ham jobbet og samtidig få myndighederne til at lukke avisen.

Med Bao Yueyang i spidsen har Kinas Økonomiske Tidende (Zhongguo Jingji Shibao) opbygget et ry for seriøs undersøgende journalistik. For dybdeborende rapporter, der, på trods af Kinas manglende pressefrihed, formår at afsløre korruption og magtmisbrug.

Men som alle kinesiske aviser holder denne sig til kun at gå kritisk til værks over for det kommunistiske systems lavest rangerende: partikadrer i landsbyer og i mindre byer og amter.

Det er karriereselvmord at sigte på lederne højere oppe i hierarkiet. Det er dog lige præcis det, som Wang Keqins artikel gør. I sigtekornet er en provinsregering, hele landets sundhedsministerium og systemets manglende ansvarsfølelse over for befolkningen.

»Det er uden sidestykke, at vi skyder så højt op i systemet,« siger Wang, der i kinesiske journalistkredse beskrives som faderen til undersøgende journalistik i Kina.

Farlige vacciner

Efter et halvt års arbejde kan han kæde fire børns dødsfald og 74 alvorlige sygdomstilfælde i den centralkinesiske provins Shanxi sammen med statens vaccinationskampagne.

Hans kilder siger, at vaccinerne, som normalt skal holdes nedkølede, opbevares under høje temperaturer, og desuden transporteres rundt i provinsen i lastbiler med defekte kølesystemer. Det kan gøre vaccinerne dødsensfarlige, men samvittighedsfulde embedsmænd, der gør opmærksom på problemerne, forflyttes af deres overordnede.

»Dette er en rapport om folkets ret til at beskytte deres eget og deres børns liv,« siger Wang. »Med vaccinesagen står vi over for en for brydelse, som truer hele befolkningens helbred, og der stilles spørgsmålstegn ved regeringens kompetence. Sundhedsministeriet beskytter firmaer, der producerer farlige vacciner. Problemerne eksisterer i hele landet, og det er regeringens ansvar.«

Grønt lys

Netop artiklens angreb på regeringen giver i februar chefredaktør Bao kolde fødder. Han udskyder publikationen. »De vil lukke os ned,« siger han flere gange. »Den politiske timing er forkert.«

Men i starten af marts taler premierminister Wen Jiabao i parlamentet om behovet for større overvågning af regeringens arbejde for at sikre, at den kinesiske befolkning kan leve i værdighed.

Den udmelding ser Wang Keqin som et grønt lys. »Supervision af regeringen og forbedring af folkets værdighed er jo netop det, som artiklen beskæftiger sig med,« siger han.

Wang overbeviser chefredaktøren, og artiklen sendes til trykken.

»En undersøgelse af vaccinationer, der gik forfærdeligt galt,« står der den 17. marts på forsiden af Kinas Økonomiske Tidende, og spredt ud over tre sider beskriver artiklen med følelsesladede detaljer de ramte familiers historie.

Det er startskuddet på et politisk stormvejr, som Wang Keqin aldrig før har oplevet.

Ingen tak

Den 46-årige har ellers adskillige gange før gravet sprængfarlige historier frem. Han bliver kendt, da han i 2001 afslører, at bedrageriske firmaer i den nordvestlige by Lanzhou har snydt investorer for hundreder af millioner af yuan. Afsløringen fører til, at flere end 150 personer fængsles for deres rolle i bondefangeriet.

Men Wang Keqin får ingen tak. Lokale embedsmænd er rasende over afsløringen af bedraget, som de tilsyneladende selv har nydt godt af. Hans daværende arbejdsplads, Gansus Økonomiske Dagblad, tvangslukkes midlertidigt, og Wang selv fyres.

Medlemmer af den lokale mafia, som har iværksat svindelnummeret, truer samtidig Wang med, at de vil »bade hans familie i blod«.

Journalisten flygter med familien fra sin hjemstavn i Gansu til Beijing, hvor han fortsætter med at skrive afslørende artikler for Kinas Økonomiske Tidende.

Grænsesøgende journalister

Selv om Kina fortsat er bedre kendt for en propagandistisk presse og streng censur, vidner Wangs banebrydende arbejde dog om et mediebillede i forandring. Han er blevet forbillede for en stadig større skare af modige, undersøgende journalister, som konstant forsøger at afprøve censurens grænser.

Og de understøttes i stadig større grad af deres medier, som godt nok presses af censuren, men som også søger de kontroversielle historier, da de kan se, det er dem, der tiltrækker læserne og dermed også større annonceindtægter.

I det miljø har undersøgende journalister oplevet nogen succes med opsigtsvækkende afsløringer af slavelignende forhold på fabrikker; hvordan lokalmyndig- heder har lukket øjnene over for massiv forurening; om statens illegale konfiskering af landbrugsjord – og hvordan fattige bønder har fået aids gennem ulovligt køb og salg af blod.

Men de fleste kinesiske undersøgende journalister fortæller, at for hver artikel, det lykkes dem at få trykt, er der en artikel, som censuren blokerer.

En journalist fortæller, at han er blevet forbudt at skrive om mishandling af arbejdere på en murstensfabrik. For en anden journalist er det forbudte emne misbrug af nødhjælpsdonationer i den jordskælvsramte provins Sichuan. Og for en tredje er det skandalen om forgiftet mælkepulver, der i 2008 gjorde titusinder af børn syge og dræbte seks.

I nogle tilfælde, siger journalisterne, kommer påbuddet fra chefredaktøren, der er nervøs for reaktionerne ovenfra i systemet. I andre tilfælde kommer ordren om at holde inde direkte fra propagandabureauet.

Der er ingen klare linjer for, hvad der må og ikke må skrives om.

»Vi har været underlagt mange år med kommunistisk partiskoling,« siger Wang Keqin med et skælmsk smil for at forklare, hvordan en kinesisk journalist skal kunne pejle sig frem til, hvor den røde linje går. Journalister ved dog, at de skal holde sig fra de åbenlyst politisk følsomme emner, som massakren i Beijing i 1989, men også generelt fra artikler om militæret, religion og etniske mindretal. Samtidig modtager medierne instrukser fra propagandabureauet om, hvilke specifikke historier de skal holde sig fra.

De journalister, der alligevel stikker næsen for langt frem, kan straffes med alt fra nedsat løn, obligatorisk undervisning i ’marxistisk journalistik’, fyring og i sjældne tilfælde fængselsstraf.

Nyhedslavinen

Censurens net er dog ikke fintmasket nok til, at det i tide fanger Wang Keqins artikel om vaccinationsskandalen. Det viser sig hurtigt, at han med sin artikel rører ved en højspændingsledning.

Den 17. marts, på udgivelsesdagen, ruller nyhedslavinen, og myndighederne halser efter for først at styre og siden stoppe den pinlige historie.

Klokken ni om morgenen samme dag bringer Kinas største nyhedsportaler på internettet Wangs historie, men få timer senere giver myndighederne dem besked på at slette den. Gennem det officielle nyhedsbureau Xinhua afviser Shanxis sundhedsmyndigheder artiklens anklager, og dagen efter bakker landets sundhedsministerium op om benægtelsen.

Men rapporten skaber allerede stor debat i Kinas medier, og samtidig breder frygten sig i befolkningen. Tør vi vaccinere vores børn? spørger forældre i medierne.

De næste dage fortsætter historien med at skabe overskrifter. Dusinvis af kinesiske medier sender journalister til Shanxi, og flere aviser skriver ledere, hvori de opfordrer regeringen til at åbne op og være ærlige om problemet.

Myndighederne er tydeligvis frustreret over udviklingen, da regeringen i Shanxi den 22. marts abrupt afbryder en pressekonference, da journalisterne vedbliver med at stille kritiske spørgsmål omkring provinsens håndtering af sagen.

Og nu slår myndighederne endegyldigt bremserne i. Myndighederne i Shanxi advarer de ramte familier mod at give interview, og Wang Keqins kilde i det lokale center for sygdomsbekæmpelse trues i anonyme telefonopkald med, at han vil »få skåret benene af«, hvis han ikke tier stille.

Medierne får mundkurv på. Det centrale propagandadepartement giver dem besked på, at de kun kan dække sagen via nyhedsbureauet Xinhuas artikler.

Samtidig får offentligheden at vide, at sundhedsministeriet har iværksat en undersøgelse af forholdene. Men undersøgelsen forbliver mørklagt.

»Det, vi oplever nu, er, at magten vinder over sandheden,« siger Wang. »Regeringssystemet lukker sine egne og befolkningens øjne for problemet, da det skader systemets anseelse. Hvad skal vi mene om, at Sundhedsministeriet er klar til at dække over børnemordere? Hvis det lykkes dem at få historien til at fuse ud, kan resultatet blive, at stadig flere børn bliver syge og dør.«

Han sidder på sit kontor i avisens hovedkvarter i udkanten af det nordvestlige Beijing og trommer med fingrene på en udskrift af en ny artikel om vaccineskandalen, som han ikke længere kan få trykt.

»Nu kan vi kun nedskrive historien og vente på det rette tidspunkt, til vi kan offentliggøre sandheden,« siger Wang.

Flere kolleger tilbyder opmuntrende ord. »Mange af de andre ser dog helst, at jeg forsvinder,« siger Wang. »De har længe ment, at jeg bringer avisens overlevelse i fare med mine artikler. Sådan er det. Der er mange slags fugle i skoven, og nogle af dem er konfliktsky.«

Fra kadre til journalist

Det var han også engang selv, siger han. »Da jeg begyndte som journalist, skrev jeg det, partiet ville have skrevet. Jeg målte min løn ud fra det antal skåle oksekødsnudler, jeg kunne købe, og det mente jeg var værdifuldt nok,« fortæller han. »Men langsomt fik jeg øjnene op for problemerne i 1990’erne, hvor korruptionen i Kina begyndte at løbe løbsk, og jeg begyndte at se mit erhverv som noget brugbart, der kunne bruges til at belyse, hvordan folks rettigheder blev undertrykt.«

Wang er født i 1964, to år før Kulturrevolutionens start. Hans far har været landsbylærer og er nu partikadre. Sin mor beskriver Wang som »en simpel bondekone«.

Som ung studerer han økonomi og bliver medlem af kommunistpartiet. Efter endt uddannelse får han arbejde for partikomitéens propagandadepartement i hjemprovinsens hovedstad Lanzhou.

Her er hans rolle »at gøre de højerestående myndigheders ønsker kendt for de laverestående«. Men snart ønsker han at sende oplysninger i den modsatte retning. Han tager ud i landdistrikter, for at beskrive problemerne, han ser der. Det er dog ikke en journalists rolle, får han besked om.

»Jeg blev sat til at skrive selvkritik, fordi de ville rette op på min manglende politiske forståelse,« siger Wang. »Det er sket mange gange siden da, men jeg har åbenbart fortsat ikke den rette forståelse!«

Han er stadig medlem af kommunistpartiet – det er ikke så let at slippe ud igen – men ser det ikke som en forhindring for at be-drive journalistik.

»De medier, jeg arbejder for, er måske nok kommunistpartiets værktøj, men jeg er ikke nogens værktøj. Jeg er en selvstændig, undersøgende journalist,« siger han. »Jeg håber på at være med til at påpege samfundets problemer, så de kan blive løst. Det burde også være partiets målsætning for journalister. Jeg anser mig derfor ikke som en fjende af partiet eller staten, men som en positiv kraft inden for systemet.«

Det kunne være værre

Myndighederne deler åbenbart ikke den opfattelse. Efter vaccine-artiklens udgivelse får han flere gange besøg af det kinesiske sikkerhedspoliti, der advarer ham mod at skrive eller tale om sagen. Han venter nu på myndighedernes næste træk. Vil de straffe ham?

De har før ville kaste ham i fængsel. Da han i 2006 rapporterer om aidsepidemier i kinesiske landsbyer, anklages han for at have oversøiske forbindelser og trues med en retssag om spionage.

»Der er kun én måde, jeg kan beskytte mig selv på: Jeg må ikke skrive én eneste faktuel fejl, som de kan bruge til at angribe mig,« siger han.

Han ser dog positivt på situationen. »Det kunne være værre,« siger han med et træk på skulderen. »Pressefriheden undertrykkes hårdt i Kina, men vi er ikke blandt de værste, når det kommer til journalisters personlige sikkerhed. Hvert år snigmyrdes journalister f.eks. i Rusland. Det sker ikke i Kina. Tæsk er dog rutine, men det er jo ikke livstruende,« siger han og slår en stor latter op.

Det politiske pres er imidlertid enormt efter artiklen. Som alle kinesiske medier er Kinas Økonomiske Tidende statsejet og kontrolleret af regeringen. Men denne avis præsterer alligevel noget af det mest vovede journalistik i Kina. Og det er i høj grad på grund af avisens gode politiske forbindelser helt op til det øverste lederskabs mest liberale kræfter – dem, som Wang Keqin beskriver som avisens »backstage support«.

»Regeringen er ikke en monolitisk blok. I centralregeringen er der folk, der støtter undersøgende journalistik, fordi de ser det som noget nyttigt for samfundet. Men der er også dem, som forsøger at undertrykke det af frygt for, det kan skade deres greb om magten,« forklarer Wang.

»Undersøgende journalistik er blevet del af en politisk kamp mellem dem, som vil stramme grebet, og dem, som vil fremme mere demokratiske institutioner.«

Wang Keqin har gennem sin karriere nydt godt af solid politisk opbakning. Da han trues på livet i Gansu efter sin artikel om det storstilede bedrageri, er det daværende premierminister Zhu Rongji, som sørger for politibeskyttelse til Wang. Det er også ham, der får Wang ansat ved Kinas Økonomiske Tidende med en garanti om, at han der vil få frie hænder til at udøve undersøgende journalistik.

Siden beskytter Wen Jiabao, den nuværende premierminister, Wang mod repressalier. Og i forbindelse med vaccinesagen bakker premierministeren op omkring Kinas Økonomiske Tidendes dækning.

Kamp i toppen

»Men denne gang er det ikke nok,« siger Wang. For journalisten og hans avis er blevet rullet ind i en heftig kamp i det øverste lederskab. I kinesiske journalistkredse er der intense, men ikke offentliggjorte, diskussioner om en politisk strid mellem den liberale Wen Jiabao og den mere konservative præsident Hu Jintao. Kinas lederduo kæmper om det politiske eftermæle, de efterlader, når de træder tilbage i 2012. Skal det handle om præsidenten, der formåede at sikre kommunistpartiets greb om magten, eller om premierministeren, der skabte et større frirum for civilsamfundet og pressen?

I kommunistpartiets og centralregeringens top er der på den ene side dem, der vil have, at medierne skal spille en større rolle som vagthund og dermed som et redskab til at slå ned på udbredt korruption, og kan fungere i forlængelse af partiets egne kontrolinstanser over for uregerlige lokalregeringer. På den anden side er der dem, som finder, at medierne hovedopgave fortsat er at støtte lederskabet. De argumenterer for, at for samfundets ’harmoni’ og ’stabilitet’ er det i nationens interesse, at medierne reducerer deres negative dækning.

Wang Keqins artikel er dog ikke blot blevet midtpunkt i en principiel diskussion i toppen om mediernes rolle. For samtidig lader Hu Jintao til at være nervøs for, hvordan vaccineskandalen kan påvirke hans eget image, da han er politisk allieret med Shanxi-provinsens kommunistiske leder Zhang Baoshun.

»Vaccineskandalen er et slag i ansigtet på Shanxi-provinsen og Zhang Baoshun, og det kan storebror Hu ikke tillade, da det på grund af deres tætte politiske bånd kan smitte af på ham selv. Derfor skal historien begraves. Det er resultatet af et politisk broderskab,« siger Wang.

Kampen i den politiske top forvirrer propagandadepartementet. Skal de følge Hu Jintaos stramme linje eller Wen Jiabaos mere liberale?

»Propagandadepartementet ved ikke, hvilket ben det skal stå på, og det giver os en chance for at få lidt mere luft og rum til vores arbejde,« siger Wang.

Men i maj er det tydeligt, at de konservative kræfter foreløbigt løber med sejren.

Chefredaktør Bao Yueyangs frygt bliver til virkelighed, da myndighederne den 12. maj fjerner ham fra posten som avisens leder. Hans afløser får til opgave at stramme tøjlerne og bringe den grænsesøgende avis under kontrol.

»Det eneste, vi kan gøre nu, er at trække os tilbage fra kampen, så de ikke udsletter os. Så vil vi fortsat være i stand til at eksistere, og vi vil være klar til næste slag,« siger Wang Keqin,og arkiverer den opfølgningsartikel om vaccineskandalen, han ikke i denne omgang formår at snige uden om censuren.

 

 

Pressefrihed i Kina

Kina har knap 2.000 aviser. Alle er statsejede og i større eller mindre grad en del af regerings- eller partistrukturen. ’Uafhængige medier’ er derfor et følsomt emne, og det er yderst sjældent, at termen bruges eller diskuteres.

Ifølge Comittee to Protect Journalists sidder 28 kinesiske journalister i fængsel. Reporters Without Borders placerer Kina nede som nummer 167 ud af 173 lande i en opgørelse over graden af pressefrihed. International Federation of Journalists skriver om censuren i Kina i 2009: »Forbudte emner strakte sig fra begivenheder relateret til social uro og offentlige protester mod myndighederne til rapporter om fotos af en topløs skuespillerinde på en caribisk strand.« Gruppen siger, at kinesiske journalister blev tvunget til selvcensur af frygt for at miste deres akkreditering som journalist.

»Avisers rolle og magt består af deres evne til at præsentere partiets linje – dets specifikke politik, mål og arbejdsmetoder – til masserne på den mest effektive og hurtige måde,« sagde formand Mao. Frem til starten af 1990’erne var kinesiske medier udelukkende talerør for kommunistpartiet. Siden har der i et vist omfang udviklet sig en mere livlig presse, og undersøgende journalister begyndte at dukke op kort før årtusindeskiftet.

Wang Keqin

46 år, journalist. Kommer fra den vestlige Gansu-provins, hvor han arbejdede for forskellige lokale aviser. I dag arbejder han i Beijing for Kinas Økonomiske Tidende. Han bor sammen med sin kone og datter.

Wang var en af de første kinesiske journalister, der fik prædikatet ’undersøgende journalist’, og i dag beskriver hans kolleger ham som faderen til denne journalistiske disciplin. Wang er specielt kendt for sine rapporter om økonomisk kriminalitet.

Desuden arbejder han som underviser i undersøgende journalistik på tre universiteter i Beijing.

Inden karrieren som journalist fik han en uddannelse i økonomi og arbejdede for kommunistpartiets propagandadepartement i hjemprovinsen. Han er fortsat medlem af kommunistpartiet.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Information den 29. maj 2010. Link her.

0 comments on “I Kina slås styret om låget på sandheden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *