Asien Indonesien

»Jeg vendte først ryggen til terror, da jeg så de lemlæstede ofre«

Amir Abdillah har siddet fængslet for terrorangreb og var chauffør for al-Qaedas leder i Indonesien. Men i dag er terroristen chauffør for et lokalt svar på Uber, og lægger afstand til hellig krig. Andre tiltrækkes dog af terrorbevægelser, og det er ikke lykkedes de indonesiske myndigheder at afradikalisere de hundredvis af fængslede terrorister, der lige nu løslades. Det øger frygten for terror.

JAKARTA, INDONESIEN [Marts 2017]

Amir Abdillah vil ikke se på fotografiet af sig selv. Han drejer hovedet væk.

»Dengang, da billedet blev taget, var jeg stolt over det, jeg havde gjort,« siger den 41-årige.

På fotoet er Abdillah en 35-årig mand, der risikerer dødsstraf. Han har hvid kjortel på, en hvid muslimsk bedehue på hovedet og et fipskæg på hagen.

Det er det, som han i dag selv kalder for en »jihad-uniform«. Den har han nu lagt fra sig. I stedet går han i jeans, blå sweater og har en sort kasket på hovedet. Det eneste, som er tilbage fra dengang, er skægget, som i mellemtiden har fået nogle grå stænk.

»Jeg er meget anderledes i dag,« siger han. »Jeg har ikke længere et ønske om at dræbe vesterlændinge.«

For det var det, som han ville dengang: dræbe vesterlændinge. Og helst hvide og kristne. Det var hans højeste ønske, og det blev opfyldt i 2009. Her var han med til at gennemføre bombeangrebet på to luksushoteller i Indonesiens hovedstad Jakarta. Ni blev dræbt og flere end 50 personer kvæstet.

Det nu syv år gamle foto af Abdillah er taget under retssagen mod ham i 2010, hvor han fik en dom på otte års fængsel. Han blev kendt medskyldig i bombeangrebet og for planlægningen af et attentat mod Indonesiens præsident.

Abdillah fik en relativt mild straf, for han gav informationer til politiet, der førte til, at andre medlemmer af hans terrorcelle blev fanget eller dræbt. Han blev oven i købet løsladt før tid – efter mindre end seks år bag tremmer – da myndighederne vurderede, at han var blevet afradikaliseret.

I dag kører han rundt på de samme veje, som da han før sin fængselsdom var chauffør for terrorbevægelsen al-Qaedas leder i Sydøstasien. Men nu er det almindelige indonesere, som han transporterer rundt i Jakarta som chauffør for GoCar, en lokal transportservice lig med Uber.

Men selvom Abdillah har fået nyt tøj og har forandret sig, så kører fortiden stadig med ham.

»Jeg møder stadig folk, der betragter mig som en helt for angrebet,« fortæller han, mens hans Toyota holder stille i en af de utallige bilkøer på Jakartas overfyldte veje. Han har lagt måtter med Hello Kitty på gulvet. Der ligger en pakke servietter i foruden, og fra bakspejlet hænger en bedekrans.

Han forsøger at undgå folk fra fortiden. Men det er svært.

»De vil fejre mig, og det er tillokkende, da resten af samfundet ellers vender mig ryggen, men når de begynder at tale om hellig krig og vil have mig tilbage, så går jeg væk.«

Terrorister på ny

Myndighederne her vil betegne Amir Abdillah som en succeshistorie. En terrorist, der tilsyneladende er afradikaliseret. Men der er langt fra blot gode eksempler i Indonesien, der er et af de lande med flest islamiske jihadister bag tremmer. Næsten 1.200 terrorister er inden for det sidste halvandet årti smidt i fængsel, og inden for de sidste år er næsten 100 terrordømte blevet løsladt årligt. Og problemet er, at nyligt løsladte terrordømte har stået bag flere terrorangreb på det seneste. Det har ført til nervøsitet for, at myndighedernes forsøg på at afradikalisere jihadister i fængslerne er slået fejl.

Et af angrebene skete i januar 2016, da fire terrorister med forbindelse til terrorbevægelsen Islamisk Stat angreb politi, en café og et indkøbscenter i det centrale Jakarta – to af dem var blevet løsladt blot få måneder forinden efter at have siddet i fængsel for terrortræning. Og alle fire havde kort før angrebet søgt råd hos en fængslet fundamentalistisk islamistisk ideolog.

En lokal ngo, Institute for International Peace Building, der støtter løsladte terrorister, har vurderet, at op mod 40 pct. af de dømte militante islamister vender tilbage til deres ekstremistiske miljøer efter løsladelsen.

Brigadegeneral Hamidin, leder af anti-radikaliseringsprogrammet ved Indonesiens nationale bureau for terrorbekæmpelse, BNPT, erkender, at man har et problem. Det er kun to tredjedele af de terrordømte, som de i større eller mindre grad formår at afradikalisere.

»Det er ikke alle, der kommer ud af fængslet som bedre individer,« siger han. »Det er et problem, da mange af de fængslede terrorister netop i disse år afslutter deres fængselsdomme.«

Tid til handling

Amir Abdillah begyndte at blive tiltrukket af hellig krig i starten af 00’erne. Mens de fleste blev forfærdede over bombeangreb på den indonesiske ferieø Bali i 2002, hvor 202 blev dræbt, så følte Abdillah sig inspireret.

Han så videofilm, der fortalte ham, at det var retfærdigt at dræbe specielt amerikanere, da USA’s tropper i Afghanistan dræbte uskyldige muslimer. »Det var rigtigt at dræbe de vantro. Det var det rette at gøre, som en rigtig muslim,« siger Amir Abdillah.

På sin arbejdsplads – et hotel i Jakarta, hvor han arbejdede som medhjælper i køkkenet – mødte han kollegaer med de samme tanker. De mødtes oftere og oftere i hotellets bederum og diskuterede politik og religion. En af kollegaerne tilhørte den militante gruppe Jemaah Islamiyah, og senere – i 2007 – introducerede han Abdillah for Nurdin Mohammad Top, lederen af al-Qaeda i Sydøstasien, som havde stået bag flere dødelige bombeangreb i Indonesien.

»Han gav mig motivationen. Han fortalte, at vi var i krig, og det var tid til handling,« fortæller Abdillah, der nu var fuldt medlem af en terrorcelle. Han blev sat til at stå for logistikken, køre med sprængstoffer og overvåge bombemål.

»Jeg var klar til at være en af selvmordsbomberne,« siger han. Men to andre blev udvalgt.

Og den 17. juli 2009 om morgenen sprængte de sig selv i luften med fem minutters mellemrum i hver deres luksushotel i Jakarta, JW Marriott og Ritz-Carlton. Begge steder gik selvmordsbomberne efter morgenmadsgæster. En indoneser, en newzealænder, to fra Holland og tre australiere blev dræbt.

»Gud er stor,« udbrød Abdillah, da han dengang stod i nærheden. Hans krop boblede af lettelse.

»På dagen var vi nervøse. Vi ville alle gøre det godt, og vi var lettede bagefter. Om aftenen fejrede vi angrebet med et festmåltid,« fortæller han. »Jeg havde ondt af en af selvmordsbomberne, Dani, som jeg havde lært at kende, men chefen sagde, at han allerede var i himlen.«

Amir Abdillah og resten af terrorcellen gik under jorden i en lejet bolig udenfor Jakarta. Og de begyndte at planlægge deres næste bombeangreb. De havde fået en bestilling fra terrorlederen Nurdin M. Top om at ramme den daværende indonesiske præsident, Susilo Bambang Yudhoyono, som skulle straffes for at have givet grønt lys til henrettelsen af tre militante islamister.

Men planen blev aldrig gennemført. For inden blev Amir Abdillah taget af politiet. Ifølge hans version havde han i en måned konstant bind for øjnene og håndjern på, mens politiet bankede oplysninger ud af ham om hans medskyldige. Det førte kort efter til, at terrorlederen Nurdin M. Top og flere andre fra Amir Abdillahs gruppe blev dræbt i politiaktioner.

I løbet af retssagen ville Abdillah ikke give et klart svar på, om han ville genoptage sin terrorisme efter endt fængselsstraf. »Alt afgøres af Allah,« svarede han blot.

I dag siger han dog, at han har fralagt sig jihadismen.

»Jeg ved ikke, hvad der dengang kunne have holdt mig fra at deltage i angrebet. Jeg var overbevist om, at jeg gjorde det rigtige,« siger han. »Jeg vendte først ryggen til jihad og terror, da jeg så de lemlæstede ofre. Nogle var blot hotel-ansatte, ligesom jeg selv var det, og mange var almindelige muslimer. Jeg fik øjnene op for effekten af bomber; at man ikke præcist kan vælge sine ofre med bomber.«

En ideologisk kamp

Den indonesiske regering har iværksat et afradikaliseringsprogram, som næsten udelukkende fokuserer på religion ud fra devisen om, at terroristernes handlinger er en konsekvens af, at de er blevet ført på afveje af en forfejlet fortolkning af islam.

»De har et andet syn på islam. Det er en ideologisk kamp, som vi skal vinde,« siger brigadegeneral Hamidin.

Gennem bøn og samtaler med imamer og psykologer skal jihadisterne forstå deres vildfarelse. Men ifølge BNPT har næsten halvdelen af de terrordømte nægtet at deltage i afradikaliseringsprogrammet.

Samtidig anklages Indonesiens fængsler for at være radikaliseringsanstalter. En nylig undersøgelse fra Institute for Policy Analysis of Conflict, Ipac, en tænketank i Jakarta, viser, at overfyldte fængsler, mangel på personale og korruption har gjort det let for indsatte ekstremister at rekruttere villige jihadister blandt specielt de unge medfanger.

Ifølge Ipac har mindst 18 tidligere fængslede kriminelle været involveret i terrorsager i Indonesien siden 2010, og de fleste blev radikaliseret i fængslet.

Brigadegeneral Hamidin erkender, at antiradikaliseringsindsatsen yderligere lider under, at myndighederne ikke har noget formelt program til at overvåge terrordømte, og heller ikke tilbyder eksempelvis finansiel hjælp til at give de dømte en ny start på livet efter endt straf.

Her er scenen i stedet i stor grad overladt til ngo’er. »Det er svært for jihadisterne at vende tilbage til samfundet, hvor de betragtes som monstre. Hvis de ikke får hjælp, så er det meget lettere for dem igen at blive tiltrukket af deres terrornetværk, hvor de finder accept og et fællesskab,« siger Dete Aliah fra Institute for International Peace Building, en organisation, der tilbyder tidligere terrorister træning, jobs og små lån.

Ud og være helt

Amir Abdillah holder pludselig bilen ind til siden. Det er tid til middagsbøn, og han trasker i sine klipklappere ind i den nærmeste moské. Da han kommer tilbage med vandkæmmet hår, siger han, at han har været heldig, at han har en familie, der støtter ham, både økonomisk og psykisk.

»Uden støtte fra familien ville det ikke gå,« siger han. »Jeg har mødt gamle venner, som er bange for mig, når de ser mig. Jeg forstår dem godt.«

Abdillah har et par gange holdt taler for unge om sine egne oplevelser, som led i et forsøg på at modarbejde den massive propaganda, som specielt Islamisk Stat spreder via internettet. »Men jeg kan ikke gøre meget. De unge vil jo ud og være helte.«

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 13. april 2017. Link her.

0 comments on “»Jeg vendte først ryggen til terror, da jeg så de lemlæstede ofre«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *