Asien Mongoliet

Mongoler kæmper for miljøet under hagekorsets faner

Racerenhed, ultranationalisme og miljøkamp. En overraskende afart af nazismen er dukket op et overraskende sted. I Mongoliet kæmper ekstremistiske grupper med hagekors på armen for det miljø, som er grundlaget for mongolske traditioner – og som de siger har gjort landets åbne græsmarker til alle civilisationers vugge og mongolerne til verdens herrefolk.

Ulan Bator, Mongoliet

Byamba Gerel tager sin mobiltelefon frem. Hun vil lige vise et billede af sin fireårige søn.

»Er han ikke sød?« spørger hun og kigger selv med et stolt, moderligt smil på den lille skærm.

Knægten har et lettere buttet ansigt og trækker en smule på smilebåndet. Han har en brun sweater på med et julerensdyr broderet på maven. Og på hovedet har han en sort kasket med et sølvfarvet nazistisk hagekors i panden. Han strækker sin højre arm stift ud i luften foran sig. Det er en gestus, der ikke er til at tage fejl af, og Byamba Gerel føler sig kaldet til at svare på den:

»Sieg Heil,« siger hun, stadig med det moderlige smil rettet mod mobiltelefonen.

Byamba Gerel er kunstner, uddannet fra Mongoliets statslige kunstakademi. Hun er også nynazist og leder af den mongolske hovedstad Ulan Bators afdeling af en af de mest ekstremistiske nazi-organisationer i landet, Tsaagan Khass, eller Hvidt Svastika.

»Det er enhver borgers pligt at kæmpe for at beskytte Mongoliet,« siger kvinden, der er sidst i 20’erne. »Vi vil være som en virus, der smitter hele nationen med en stærk nationalisme, som kan beskytte vores identitet, forhindre drabet på vores nation og stoppe, at vores kvinder og mænd bliver udlændingenes prostituerede,« siger Gerel med en ganske rolig stemme.

Hvidt Svastika er del af en voksende bevægelse i Mongoliet af ultranationalister, der i starten fik mest opmærksomhed for at overfalde udlændinge – specielt kinesere – og klippe håret af de mongolske piger, som havde sex med dem. Men nu har Hvidt Svastika og mange andre lignende grupperinger genopfundet sig selv som miljøforkæmpere. De rider på en bølge af vrede over det, som mange af Mongoliets indbyggere opfatter som udenlandske mineselskabers udnyttelse af landets råstoffer, uden at det bringer deres eget land økonomisk gevinst. I stedet medfører det miljøødelæggelse.

»I dag er vores hovedformål at redde Mongoliets miljø og kæmpe mod udenlandske virksomheders udnyttelse af vores ressourcer,« siger Ariunbold Altankhuum, grundlæggeren af Hvidt Svastika. »De graver store huller i vores jord, stjæler vores rigdomme og efterlader forfærdelig miljøskade.«

Altankhuum og Gerel sidder over for hinanden på en café i Ulan Bator og drikker grøn te. Gerel udfordrer det stereotype europæiske billede af en nynazist: Hun er en sofistikeret billedkunstner, klædt i striksweater og et silketørklæde svøbt om halsen, hvor hun også har et bronzefarvet svastika hængende i en læderrem.

»Mongoler er politisk fleksible,« siger hun om den tilsyneladende modsætning mellem hendes baggrund, udseende og politiske holdninger.

Hitlers lære

Altankhuum, en lille, men alvorligt udseende mand i starten af 40’erne, er dog klædt lige præcis som det, han er. Han sidder i sort uniform med et stort hagekors på armen. Deutsche Arbeiterpartei står der på et badge i skjorteflippen. Der er også et svastika på den sorte hat, han har lagt oven på sin læderjakke a la Gestapo. Han har været erklæret nynazist siden starten af 1990’erne, kort efter det kommunistiske Mongoliet slap fri af sin position som en sovjetisk satellitstat og blev demokratisk.

»Dengang var vi andenrangsborgere i vores eget land. Det vil vi forhindre sker igen,« siger han. »Hitler lærte os, hvordan vi skal beskytte vores nationale identitet.«

»Det vigtigste er, at vi værner om vores racerenhed og vores nations renhed, inklusive vores natur, som er uadskillelig fra vores mongolske traditioner. Hvis vores miljø bliver ødelagt, så bliver vores identitet og kultur det også,« siger Altankhuum.

Han viser et kort over Mongoliet, der ligger fastklemt mellem Kina og Rusland. Landets areal er 36 gange større end Danmarks, men her bor kun tre millioner mennesker. På Altankhuums kort er det tyndt befolkede land næsten helt dækket af et utal af små udenlandske flag, der hver især repræsenterer guld, kobber og kulminer opereret af udenlandske selskaber, hovedsageligt kinesiske, amerikanske og australske. Selskaberne, og også den mongolske regering, siger, at minerne vil sørge for velstand til den ellers fattige nation. Men Altankhuum, som de andre i organisationen kalder ’Generalen’, er ikke overbevist. Han peger på flagene og siger:

»Det her er fjenderne, som vi skal bekæmpe.«

Stormtropper fra Hvidt Svastika, klædt i sorte uniformer med hagekors på armen, udfører razziaer på mineprojekter rundt om i landet. De kræver at se minetilladelser og foretager jordprøver for at undersøge forureningsniveauet i områderne omkring minerne. Samtidig tjekker de, om de mongolske arbejdere får tilstrækkeligt i løn, og om lokalområderne får tilstrækkelig gavn af den økonomiske gevinst fra undergrunden. Hvis de er utilfredse med resultaterne, saboterer de ofte minedriften – de vandaliserer mineudstyr, og til tider tyer de også til vold, indrømmer de selv.

»Vi ser imponerende ud, når vi dukker op i vores uniformer,« siger Byamba Gerel. »Det er som regel nok til at skræmme fjenderne, men nogle gange udvikler det sig, og der opstår kamp. Vi prøver at tøjle vores unge mænd, men blodet raser i deres krop.«

Bred støtte

Hverken Altankhuum eller Gerel føler, at der er nogen grund til at associere deres nazistiske overbevisning med de tyske nazisters angrebskrig og systematiske udryddelse af mennesker i kz-lejre.

»Det var forkert, men det var ikke os, der startede krigen,« siger Altankhuum. »At Hitler begik fejl betyder ikke, at den nazistiske ideologi er forkert.« Og Gerel tilføjer: »Det er ikke en del af vores historie. Her ser man ikke negativt på ideologien.«

Hvidt Svastika og andre lignende ekstremistiske organisationer anses af mange mongoler som repræsentanter for almindelige synspunkter i landet. Selv andre ’normale’ miljø-ngo’er byder deres indsats velkommen.

»Vi samarbejder med dem,« siger Byambasuren Bayarmaa, der leder en paraplyorganisation af miljø-ngo’er i Mongoliet. »De er patrioter, som er bitre over, at udlændinge kommer hertil og gør, som det passer dem uden hensyn til mongolsk lovgivning. Deres indsats finder sympati og støtte i befolkningen. Selv jeg støtter dem, fordi vores regering ikke gør nok for at beskytte miljøet. Grupper som Hvidt Svastika er som frelsere, der gør den brede befolkning opmærksom på problemerne,« siger den midaldrende kvinde.

Inden for de seneste år har der været flere eksempler på nærmest militant miljøkamp i Mongoliet. Den mest berømte aktivist i landet er Tsetseegee Munkhbayar, der i 2007 fik tildelt den amerikanske Goldman Environmental Prize for sit miljøarbejde. Han har længe kæmpet mod mineselskabers ødelæggelse af det mongolske miljø, men i frustration over den mongolske regerings manglende handling har han sammen med medaktivister bl.a. skudt mod en canadiskejet mine, og han har på hesteryg indtaget den centrale Sukhbaatar-plads i Ulan Bator og skudt med pile mod parlamentsbygningen, en taktik som Djengis Khan – den store mongolske krigsherre, der i 1100-tallet forenede de mongolske stammer og startede et erobringstogt, som nåede helt til Europa – nok ville have nikket genkendende til. I sommer indtog aktivisten Munkhbayar igen den centrale plads og affyrede denne gang skud.

»Vi giver mineselskaberne en advarsel – enten stopper de deres aktiviteter, eller de får vores vrede at mærke,« sagde den 44-årige, kort før han i sensommeren blev fængslet for sine handlinger. Blandt landets nationalistiske grupper anses han for at være en helt.

Menneskehedens vugge

Nu ønsker Hvidt Svastika og de andre nationalistiske organisationer at få større politisk gennemslagskraft. Derfor har 15 af dem netop organiseret sig i en ny union, som de blot har givet navnet Svastika. Deres hovedkvarter ligger i et lille værelse i en faldefærdig bygning fra Sovjettiden i Ulan Bators centrum. Her sidder 15 mænd samlet. Nogle er skinheads. Flere er klædt i militæruniformer. De fleste har svastikaer og jernkors hængende om halsen – andre har symbolerne tatoveret på kroppen.

På kontorets eneste bord står en statue af Djengis Khan, og for bordenden sidder Munkhbayar (der ikke er i familie med den fængslede aktivist). Han er den nye unions ideologiske indpisker og er udnævnt til talsmand.

Han starter med at slå fast, at han er bekymret for, at de mange nazistiske symboler skal misforstås og tage fokus væk fra deres miljøkamp. Han forbyder derfor, at der tages billeder. Han er ikke, siger han, nazist, men derimod »mongolsk nationalist«. Han siger dog også: »Nazisme er lig med nationalistiske synspunkter, så på den vis er vi nazister.«

»Det er en misforståelse. Det er ikke os, der bruger de tyske nazisters symboler. I stedet er det de tyske nazister, som har taget vores traditionelle symboler og brugt dem uden at spørge om lov,« siger Munkhbayar.

Svastikaet er et mongolsk symbol, understreger han. Det har rigtignok sin oprindelse i Asien, men det forklarer ikke, hvorfor flere af de tilstedeværende hilser på hinanden med et »Sieg Heil«, og hvorfor SS-uniformer er så populære blandt dem.

»Det er blot, fordi de er så perfekt designet og er flotte. Der er ingen ideologisk grund til, at nogle af os går rundt i uniformer,« insisterer Munkhbayar, mens han roterer jernringen med svastika på, som pryder hans ene lillefinger.

»Vi mongoler er fædre til alle verdens kulturer, så vi har ikke behov for at låne fra andre lande,« siger han. Han beundrer dog, at Hitler viste vejen for, hvordan man kan gøre en nation stærk. »Vi tror også på racerenhed,« siger han – men »holocaust og verdenskrigen var en fejl«.

»Vi er ikke som sådan mod andre racer. Nu når du kommer ind på vores kontor, så tæsker vi dig jo ikke automatisk,« siger han beroligende. »Vi er en gæstfri nation, men når udlændinge kommer hertil, så skal de ikke begynde at opføre sig som landets ejere, for så vil vi bekæmpe dem. Hvis udlændinge smider koldt vand i hovedet på os, så svarer vi igen med iskoldt vand,« siger han under et maleri af mongoler til hest, som er i blodig kamp mod kristne korsriddere – der alle som en er såret af pile i brystet.

»Hele verden er interesseret i at udrydde mongolerne, så de frit kan udnytte vores lands ressourcer. Omverdenen ser kun pengene, der kan tjenes her. I stedet burde verden forstå, at denne nation er menneskehedens vugge; at vores forfædre var der ved menneskehedens begyndelse.«

Gruppen af mænd i det lille røgfyldte kontor brummer anerkendende af Munkhbayars ord. Han afviser fuldstændig, at minedrift er fremtiden for Mongoliets økonomi.

»Den bringer ikke velstand til den mongolske befolkning, blot økokollaps. De få i Mongoliet, som ønsker minedrift, er alle blevet korrumperet af udenlandske penge, og er som rotter, indfanget af udenlandske interesser.«

Dagen efter sidder Byamba Gerel på cafeen og drikker grøn te.

»Det er det, jeg lærer min fireårige søn at forstå,« siger hun. »Han skal forstå ideologien og patriotismen, og at det også vil blive hans kamp at forsvare Mongoliet.«

0 comments on “Mongoler kæmper for miljøet under hagekorsets faner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *