Asien Filippinerne

I Filippinerne er politiet blevet slagtere, der dræber uhæmmet og ustraffet

I Filippinerne er præsident Duterte godt i gang med at indfri sit valgløfte om at dræbe alle narkomaner. Blodet flyder i gaderne, hvor der hver eneste dag dræbes 35 mennesker i en brutal krig mod narko. Frygten for politiet er massiv i Manilas slumkvarterer, hvor de fattige dårligt har råd til at begrave deres døde.

MANILA, FILIPPINERNE [November 2016]

De fem mænd var godt klar over, at de skulle dræbes. Selvom de havde overgivet sig til fire civilklædte betjente og fået håndjern på, så vidste de også, hvordan man for tiden behandler småpushere som dem selv.

De græd. Og som en sidste gerning gav de alle deres værdigenstande til Maria Daa, der stod med sin toårige i favnen. Den ene mand gav hende 150 pesos og bønfaldt hende om at give dem til sin kone sammen med en undskyldning for, at hun nu skulle være enke.

Marias egen bror, Marcello Daa Jr., gav hende sin halskæde og ring. Hun ville blive sammen med ham. Men broren insisterede på, at hun skulle gå. »Du behøver ikke også dø,« sagde han.

Hun adlød. Og sammen med datteren gik hun hulkende op ad den stejle jordsti mod hovedvejen, igennem stanken fra lossepladsen og med udsigt ud over Filippinernes hovedstad, Manila.

Klokken var 2.30 om eftermiddagen. Kort efter, da hun stod sammen med naboer, faldt skuddene. På samme tidspunkt som hendes mor, Belen Daa, vendte tilbage fra et kirkebesøg, kom de fire bevæbnede betjente op ad bakken. »Vi stopper ikke med at dræbe, før alle narkomaner er døde,« råbte de og forsvandt.

Familien løb tilbage ned ad bakken. Marcello Daa Jr. var skudt i hovedet og i hver skulder. Han sad død på en stol med hovedet bukket tilbage og munden åben. Tre andre var også dræbt. Den femte var forsvundet.

Belen Daa

Og lige pludselig var der ingen af de døde, der havde håndjern på.

»De blev henrettet, skudt i koldt blod,« siger den 61-årige mor Belen Daa. »Min søn solgte lidt narko, men derfor fortjente han ikke at blive dræbt.«

Det er familiens og naboernes version. Og også Efren Morillos, den eneste af de fem mænd, der slap med livet i behold, da han havde kastet sig såret ned ad skrænten. Ifølge Morillo bad de alle for deres liv, men alligevel blev de skudt.

Dette er dog ikke politiets version. På den lokale politistation i Payatas-bydelen står der i den officielle rapport, at politiet dræbte i selvforsvar. Da politiet ankom skulle Marcello Daa Jr. og hans venner »med det samme have trukket deres håndvåben og gentagne gange skudt mod betjentene«. I rapporten står det også opført, at politiet på gerningsstedet efterfølgende fandt fire pistoler samt plasticposer med crystal meth, et ekstremt vanedannende narkotikum, der i Filippinerne kendes under navnet »shabu«.

»De lyver!« råber Belen Daa om politiet. Hendes søn arbejdede som affaldsindsamler og blev 31 år. Han efterlod sig tre børn på 4, 12 og 13 år.

Moren står ved det smeltede, hvide voks fra stearinlys, der hvor hun fandt sin døde søn. »Jeg fødte ham lige her. Nu døde han også her,« siger hun i deres fælles hjem med vægge af affaldssække og tag af presenning.

Præsidentens valgløfte

Hvem der har ret – familien eller politiet – er uvist. Det eneste, der er sikkert, er, at tusindvis er blevet dræbt i det sydøstasiatiske land ligesom Marcello Daa Jr. i en yderst brutal narkokrig, hvor mistænkte pushere og narkomaner i stedet for en retssag får en kugle for panden.

Ingen kan dog påstå, at det hele kommer som en overraskelse. For mordene var præsident Rodrigo Dutertes valgløfte.

»Horeunger, jeg vil dræbe jer alle sammen,« sagde Duterte henvendt til narkomaner og pushere, før han blev indsat som præsident den 30. juni. »Jeg bliver nødt til at slagte disse idioter, for de ødelægger mit land.«

Han har lovet betjente og civile præmier, penge og immunitet, hvis de dræber narkomaner. Og han har sagt, at han vil »være glad« for at slagte de op mod 3 mio. narkomaner, som han påstår, der er i landet med 100 mio. indbyggere.

Dutertes åbne opfordring til drab er blevet fulgt. Fra den 1. juli til den tredje uge af november er 4.897 mistænkte narkomaner og pushere blevet dræbt ifølge filippinske mediers optælling. Det er 35 drab i døgnet. Næsten 2.000 er blevet dræbt af politiet, resten af mistænkte dødspatruljer, der ifølge udbredte anklager har forbindelse til politiet.

Lourdes San Jose

Politiet insisterer på, at betjentene blot skyder i selvforsvar. Den udlægning er der dog ikke stor tiltro til i Manilas slumkvarterer. Det bliver tydeligt en sen aftentime i bydelen Quiapo. På gaden står Lourdes San Jose og skriger. Hendes søn, Steven Campacillo, blev dræbt blot en halv time forinden. Mens morens fire grædende døtre forsøger at holde hende på benene, har uniformeret politi afspærret gerningsstedet, og på den anden side af gaden står de civilklædte betjente, der få øjeblikke forinden har skudt sønnen.

»I har ingen skam i livet! I skyder efter alt og alle. I respekterer ikke menneskeliv,« råber Lourdes San Jose mod betjentene, mens naboerne og deres børn står som tilskuere. Det er drab nummer to i den samme lille gyde på under en uge. »Jeg ved, hvad I røvhuller vil gøre. I er jo så modige. I finder sikkert lige pludselig en pistol på min søn og en undskyldning for at skyde ham. Det gør I jo hver gang,« anklager Lourdes San Jose.

Kort efter bliver der netop skrevet i den lokale politistations logbog, at Steven Campacillo fik tre skud i brystkassen, da han modsatte sig arrestation, og at politiet fandt et håndvåben og narko i hjemmet.

Halvanden time efter hans død bliver Steven Campacillos lig kørt bort. Politiet forlader stedet. Moren løber med sine døtre hurtigt ind i hjemmet på 15 kvm, hvor hun boede med sin søn, svigerdatter og tre børnebørn. Der er blod på det hvide flisegulv. Alt er blevet endevendt, og indholdet af skuffer tømt ud på gulvet. Der kører en basketballkamp på fjernsynet, og op ad en stejl trætrappe inde i hjemmet sidder en skræmt kat.

En ældre mand kommer hen og hvisker: »Det er det her, som Duterte ønsker: vold og blod.«

Uhæmmet og ustraffet

Narkokrigen har reelt sat retssystemet ud af kraft, mener Ellecer Carlos fra menneskerettighedsorganisationen iDefend. Hans organisation har dokumenteret adskillige sager, hvor narkomistænkte er blevet dræbt ubevæbnede og forsvarsløse i politiets varetægt. »Duterte har skabt en atmosfære, hvor politibetjente er blevet gjort til slagtere, der dræber uhæmmet og ustraffet. De udsteder dødsstraf direkte på gaden i stedet for i en retssal,« siger Ellecer Carlos.

Men det hele tjener et nobelt formål, mener Juliet Peña, politisk chef i bydelen Payatas. »Narkokrigen er til for at indgyde frygt i alle narkomaner og pushere. Vi skal gøre dem så bange for at blive dræbt, at de vender ryggen til narko,« siger hun.

Alle bydele i Manila og i resten af landet har til opgave at opfordre narkomaner til at overgive sig til myndighederne. I alt har hele 700.000 narkomaner overgivet sig siden Dutertes narkokrig startede.

Derefter er det politiets opgave at tage ud på patruljer for at kontrollere, at narkomanerne reelt har opgivet stoffer – og samtidig skal politiet opsøge yderligere mistænkte narkomaner og pushere baseret på lister, som de forskellige bydele har sammensat. Men mange af de personer, der har overgivet sig, er sidenhen blevet dræbt. Og der er derfor udbredt angst for, at listerne i politiets hænder reelt ender med at være dødslister.

Frygt for politiet

Frygten er tydelig, når de to betjente Castañeda og Dawis dagligt tager ud på patruljer i slumkvartererne i bydelen Payatas. »Folk er blevet så bange for politiet, at de simpelthen flygter, lige så snart de hører, at vi er på vej,« siger betjent Dawis.

Betjentene Castañeda og Dawis på patrulje.

Han beder en gruppe kvinder om at videregive sit budskab til områdets narkomaner, som har skjult sig: »Hvis de ikke overgiver sig selv, så ved I jo godt, hvad der sker med dem. Så ryger de over på den anden liste, hvor folk risikerer at blive dræbt,« siger Dawis.

Men en af kvinderne svarer igen: »Tror du virkelig, at der er nogen, som tør overgive sig til jer betjente? Så dør de jo bare.«

Selv højtstående politikere erkender, at tiltroen til politiet er lav. »Mange overgav sig tidligere, fordi de troede, at de så ikke ville blive dræbt. Men nu kan folk se, at det ofte er dem, som overgiver sig, der dør,« siger Joy Belmonte, viceborgmester i Quezon City, en bydel i Manila med 3 mio. indbyggere.

Drabene har også fået en del til at ændre syn på Rodrigo Duterte. Den midaldrende kvinde Mirabel, der kun vil have sit fornavn i avisen, stemte på Duterte ved valget tidligere i år. Hendes egen lillebror var stofmisbruger, og Mirabel håbede, at Dutertes hårde kurs ville kunne skræmme broren til at opgive narko. Han overgav sig også til politiet, men i oktober blev han dræbt af otte skud.

»Jeg føler, at jeg også har skyld i min brors død, fordi jeg stemte på Duterte,« siger hun. »Jeg troede ikke, at det ville blive så vanvittigt.«

Forfejlet taktik

Kritikere mener, at Dutertes hårde kurs i sidste ende ikke kan løse Filippinernes store problemer med narko.

»Narkoproblemerne er en konsekvens af udbredt fattigdom og desperation. Hvis man ikke tager hånd om det, så vil narkoen heller ikke forsvinde. Det er ikke et problem, man kan dræbe sig ud af,« mener Ellecer Carlos fra iDefend.

Fængsel i Davao.

Andre peger på, at Dutertes taktik lider under, at der er et enormt meget større fokus på at dræbe narkomaner i stedet for at rehabilitere dem. Præsidenten har faktisk helt afvist, at det overhovedet nytter noget, at forsøge at helbrede narkomaner. Han har sammenlignet misbrugere med zombier med skrumpehjerner, og har sagt, at de »ikke længere er funktionsdygtige som mennesker«, og »ikke er egnede til rehabilitering«.

Viceborgmester Joy Belmonte siger, at præsidentens indstilling har »undermineret hele indsatsen« for at hjælpe narkomaner. »Vi støtter krigen mod narko, men ikke præsidentens krig mod menneskeliv,« siger Joy Belmonte, der erkender, at myndighederne har været yderst uforberedt på at håndtere de over 700.000 narkomaner, der har overgivet sig. »Vi kan reelt kun tilbyde dem lidt danseundervisning og sport, og mange af dem er blevet sendt hjem helt uden hjælp,« siger hun.

I Quezon City alene – Joy Belmontes bydel – har 10.000 narkomaner overgivet sig, men bydelen har blot kapacitet til at rehabilitere 150 narkomaner hvert halve år.

Fængsel i Davao

I bydelens eneste rehabiliteringscenter siger psykolog Alvin Vergara, at præsidentens forsøg på at »indgyde frygt i landets narkomaner ikke er en langsigtet strategi for at komme narkoproblemerne til livs. Afhængighed er en sygdom, der ikke kan kureres gennem frygt.«

En af de 147 misbrugere, som nu opholder sig i rehabiliteringscentret, er 50-årige Allan, der har været her i fem måneder.

»Jeg er bange for at komme ud igen,« siger han. »For udenfor dræber de narkomaner.«

En glinsende voksfigur

Det er allerede for sent for 61-årige Fausto Punzalans bror, der blev dræbt to dage tidligere. Broren, Florante, ligger nu i en kiste med glaslåg udenfor sit hjem ved vejen, hvor affaldsvogne kører i pendulfart til og fra den nærliggende losseplads.

Han blev skudt af politiet inde i sin stue, hvis vægge er lavet af metalfjedre fra madrasser. Hvide stearinlys er placeret midt i det størknede blod på gulvet.

Politiet anklager den dræbte bror for at have været pusher, men det benægter Fausto Punzalan. Han siger, at broren arbejdede som maler. Det fortæller han ved siden af brorens lejede kiste. Den dræbtes otteårige datter lytter med. Nogle gange går hun hen og kigger på sin far, der tager sig ud som en glinsende voksfigur.

Fausto Punzalan med sin niece og brorens ligkiste.

Ved siden af kisten ligger en tallerken, som besøgende opfordres til at lægge donationer i. Familien har ikke råd til en begravelse. Men de har snart heller ikke råd til at have broren liggende her, da liget snart har brug for et dyrt skud formaldehyd for at undgå forrådnelse.

»Vi er vrede på politiet, der har dræbt en uskyldig, men vi er magtesløse,« siger Fausto Punzalan. »Nu vil vi koncentrere os om at få skaffet penge til hans begravelse, og om at hjælpe hans kone og fire børn med at få et bedre liv.«

 

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 27. november 2016. Link her.

0 comments on “I Filippinerne er politiet blevet slagtere, der dræber uhæmmet og ustraffet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *