Asien Kina

Røde Xi har sat sig tungt på kejsertronen

Med frygt skal land styres. Efter tre år på tronen er Xi Jinping den stærkeste leder i Kina i årtier, og han er omgivet af en personkult, der ikke er set større siden Mao. Men ifølge de få kritikere, der stadig tør tale ham imod, så har han sat Kina i et farligt bakgear, og hans ensporede fokus på at bevare magten blokerer for løsninger på landets problemer.

 

BEIJING, Kina

Elektroniske rytmer lægger sig over de levende billeder af Den Kinesiske Mur, der snor sig gennem et grønt, bakket landskab. I næste klip marcherer Folkets Befrielseshærs ranke soldater i lige rækker. Kinas røde fane blafrer i vinden.

En skinger kvinderøst stemmer i: »Hvis du har tænkt at gifte dig, så gør det med en mand som Onkel Xi.«

Ja, hvorfor ikke? Onkel Xi lader til at være en god fangst. Han er »beslutsom og seriøs i sit arbejde,« lyder det fra sangeren, og »en mand fyldt med heltemod«.

Sangen er en ode til Kinas leder Xi Jinping, og musikvideoen er et viralt hit på internettet.

Personkulten, som kommunistpartiets propagandaapparat har bygget op om manden, der nu har været præsident for Kina i tre år, tager til i styrke. Flere rock, pop og rapsange har fortalt kineserne, at de alle elsker og ser op til manden, der intet frygter.

Der er skrevet smigrende digte om ham. Generaler og partikadrer har svoret loyalitet overfor ham. Befolkningen har fået besked på at nærstudere hans essays og taler. Og kommunistpartiets talerørsmedier beskriver ham som en stærk, vis og elskværdig patriark, og bringer billeder af partiformanden på inspektionsture rundt om i landet, hvor folk er ved at falde over hinanden af begejstring.

»Vi har ikke set noget lignende siden formand Maos dage,« siger økonomen og regeringskritikeren Mao Yushi med tanke på den tidligere enerådige hersker, der blev tilbedt som en gud af rødgardisterne. »I dag skal man til Nordkorea for at finde en lignende ensidig, kritikløs glorificering af lederen.«

 

Én stemme

Når Kinas parlament, Den Nationale Folkekongres, denne weekend åbner sin årlige to ugers samling i Folkets Store Hal i Beijing, vil Xi Jinping stå på scenen under den gigantiske røde stjerne i loftet, og svinge taktstokken som den mest magtfulde leder Kina har haft i årtier.

»Der er ikke andre stemmer i Kina i dag end hans,« siger den pensionerede redaktør Li Datong. »Folket får at vide, at de skal elske kommunistpartiet og nationen. Og Xi Jinping er nu kommunistpartiet og nationen.«

Da Xi Jinping ved folkekongressen for tre år siden blev udpeget til præsident, var der få håndgribelige tegn på, hvad han ville bruge magten til.

»De færreste forventede, at Xi Jinping så hurtigt og så massivt ville sætte sig på magten,« siger sociologen Zhou Xiaozheng. »Men nu ved vi, hvem han er, og det vi kan se er ikke kønt. Han er uden tvivl ved at skubbe Kina i den forkerte retning, og vi har nu reelt et enmandsstyre i Kina.«

Flere peger på, at Xi bruger formand Maos taktik til at styrke sit eget greb om kommunistpartiet og kommunistpartiets greb om samfundet.

Igennem frygtbaseret disciplin i partiet, en knaldrød retorik, store ideologiske kampagner og ordineringen af ydmygende maoistisk selvkritik til partikadrer har han fået banket partiet på plads. Hans storstilede og vedvarende kampagne mod korruption – der har ført til et utal af fængselsdomme og henrettelser – har haft en skræmmende effekt på partimedlemmerne. Korruptionsanklager bruges i Kina ofte som et politisk våben mod modstandere, og partimedlemmerne falder nu ind i geled for ikke selv at komme under anklage.

 

Fuldstændig loyalitet

Samtidig anklager aktivister, borgerrettighedsadvokater og internationale menneskerettighedsorganisationer Xi Jinping for at stå for den hårdeste strammerkurs overfor civilsamfundet i årtier. Hundredvis af kritikere, selv yderst moderate af slagsen, er blevet jaget af Xi Jinpings sikkerhedsapparat. Mange er blevet tortureret og har fået lange fængselsdomme.

»Under Xi Jinping er regeringen blevet langt mere besat af kontrol, og det er tydeligt, at samfundets stemmer ses som en trussel mod partiets magt,« siger juraprofessor He Weifang. »Selv mild kritik tolereres ikke.«

Xi Jinping har slået an til kamp mod det, som han beskriver som uønsket vestlig indflydelse – hvilket vil sige universelle rettigheder som presse- og ytringsfrihed. Han har strammet censuren på internettet og i medierne og yderligere begrænset den akademiske frihed.

Ved et højt profileret besøg i februar hos nogle af landets statsejede medier krævede han »fuldstændig loyalitet« fra journalisterne, og han understregede, at medierne skal »elske« kommunistpartiet og »afspejle partiets vilje og synspunkter«.

Der er en voksende bekymring blandt Kinas intellektuelle for, at Xi Jinpings hårde kurs overfor afvigende holdninger inde i partiet og ude i samfundet vil føre til, at han blot isoleres sammen med eftersnakkere og uden føling med, hvad der virkelig foregår ude i landet.

»Det samme skete for formand Mao. Han tabte fuldstændig føling med samfundet,« siger historikeren Zhang Lifan. »Hvis man kun promoverer det positive og det kritikløse; hvis man kun ønsker anerkendelse og ingen uenighed, så vil samfundet ikke kunne bevæge sig fremad.«

 

Magt for at sikre magt

Da Xi Jinping i starten af sin embedsperiode begyndte at opbygge sin politiske magt, håbede mange i en kort overgang, at han ville bruge den på at skabe reformer. Men nu lader det til, at han blot vil bruge magten til at sikre magten.

»Det vigtigste for ham er at sikre kommunistpartiets greb om magten. Så simpelt er det. Alt andet er underlagt det mål,« siger sociologen Zhou Xiaozheng.

Xi Jinping vil bevare status quo. Kommunistpartiet skal fortsat have den afgørende indflydelse og kontrol politisk, økonomisk og socialt.

»Øst, vest, syd, nord, midten – partiet styrer alt,« sagde Xi Jinping i starten af året i en tale.

Ifølge Zhang Lifan gambler Xi med Kinas fremtid, når han så ensidigt fokuserer på at bevare kommunistpartiets kontrol. Kommunistpartiet ser Kina og kommunistpartiet som uadskillelige størrelser. Men hvad der er godt for partiet, behøver ikke være godt for nationen.

»Dette fokus på at fastholde partiets magt forhindrer løsninger på de problemer, som Kina står overfor,« siger Zhang Lifan.

Zhou Xiaozheng peger på, at korruptionen er en cancer, som er ved at æde Kina op indefra. »Det ved Xi Jinping godt. Men lige meget, hvor mange kadrer han får fængslet eller henrettet, så vil han aldrig sejre mod korruptionen, da kun demokratiske institutioner kan udrydde problemet. Han vil aldrig gå med til, at partiet skal opgive sin kontrol med domstolene og underkaste sig uafhængige institutioner,« siger Zhou.

Den pensionerede redaktør Li Datong peger på, at større pressefrihed kunne være med til at lægge bånd på uhæmmet magtmisbrug rundt om i landet. »Men Xi Jinping har gjort det tydeligt, at han vil have medierne skal være hans propagandaredskab og ikke nyttige vagthunde,« siger Li.

Samtidig mener Mao Yushi, at Kina står overfor en af nyere tids største økonomiske kriser med bl.a. faldende vækstrater, høj gældsbyrde og en enorm boligboble. Ifølge økonomen er problemet, at Xi Jinping fortsat ikke er villig til at afgive kontrol med økonomien til fordel for markedet.

»Sådan er det på alle områder,« siger Mao. »Det er partiet selv, som er Kinas største problem.«

Problemerne er alvorlige i Kina. Og hvis Xi Jinping ikke finder løsninger, kan det føre til stor utilfredshed i befolkningen og voldsom uro i samfundet. »Fordi han ikke vil afgive magt, så vil hans eneste løsning være at stramme endnu mere og slå endnu mere hårdt ned på kritikere,« siger Zhou Xiaozheng. »Men på et tidspunkt kan han bare ikke stramme mere, og så vil Xi Jinping helt miste kontrollen.«

 

0 comments on “Røde Xi har sat sig tungt på kejsertronen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *