Asien Kina

»Vi er bedre til at opdrætte vores dyr end til at opdrage vores børn«

I Kina bliver millionvis af landsbybørns fremtid som samfundstabere allerede grundlagt, mens de er helt små. Manglende fokus på deres mentale udvikling gør dem ude af stand til senere at gennemføre en uddannelse og finde arbejde. Forskere advarer om en katastrofal udvikling, der vil koste Kina dyrt og skabe et farligt skel mellem land og by.

SHAANXI, Kina [Januar 2016]

Bedstemor Wang tager en gul, blå og rød plasticbold op. »Hvor er den gule?« spørger hun sit 14 måneder gamle barnebarn. Den lille pige med store, røde forfrosne kinder kigger koncentreret på indholdet af sin bedstemors hænder. Efter lidt betænkningstid peger hun tøvende på den rigtige bold.

»Hvor er du dygtig!« udbryder bedstemoren, og pigen lyser op i et smil.

Det virker som en helt naturlig og simpel leg – men det er også mental stimulering. Og kinesiske forskere håber, at det er et af de første skridt for en revolution i Kinas landområder, der kan rette op på det, som de frygter er ved at udvikle sig til en af Kinas største udfordringer: At millionvis af børn på landet på grund af manglende opmærksomhed og stimulering vokser op som mentale krøblinge, der er ude af stand til at gennemføre en uddannelse og senere finde arbejde.

»I Kinas landområder er der ingen fokus på børns mentale udvikling. De opdrages fortsat blot til at være kroppe, der er i stand til at hakke i jorden og passe køer,« siger professor Shi Yaojiang. »Det var måske tilstrækkeligt for 30-40 år siden, men i dag er de simpelthen ikke intelligente nok til at kunne deltage aktivt i et kinesisk samfund, der hele tiden udvikler sig og efterspørger en bedre uddannet arbejdsstyrke.«

Shi Yaojiang leder det socioøkonomiske udviklingscenter ved Shaanxi Normal University. Og samtidig står han i spidsen for et pilotprojekt her i den centralkinesiske Shaanxi-provins, der har som mål at opkvikke kinesiske landsbybørns hjerner. Projektet træner forældre og bedsteforældre i det mest grundlæggende: Hvordan de kan lege med deres 0 til 3-årige børn og børnebørn, læse for dem og engagere dem i aktiviteter, der kan forbedre deres evner til at opfatte, analysere og udtrykke sig.

Vigtigste periode

Der er ikke tale om raketvidenskab, men det fremstår alligevel sådan ude i Kinas landsbyer, hvor småbørn oftest overlades til sig selv i stilhed. De bliver fodret og får tøj på. Men udover det foregår der meget lidt indlæringsproces i løbet af børnenes første tre leveår, som ellers er langt den vigtigste periode for hjernens udvikling, fortæller Shi Yaojiang. Der bliver ikke kommunikeret med børnene, ikke leget med dem og ikke læst for dem.

Den normale mangel på mental stimulering fører til »et uopretteligt underskud« på børnenes intelligenskonto, siger professor Shi, som påpeger, at det er stærkt medvirkende til, at mellem 15 og 20 procent af børn i landdistrikterne ikke er i stand til at gennemføre de obligatoriske ni års skolegang; at halvt så mange som børnene i byerne får sig en gymnasieuddannelse; og at 13 gange flere bysbørn end landsbybørn gennemfører en universitetsuddannelse.

»Det vil blive en kæmpe økonomisk belastning, at så mange ikke er i stand til at begå sig på blot de laveste uddannelsesniveauer, og udviklingen er i gang med at skabe en farlig skævvridning mellem land og by,« mener Shi Yaojiang.

»Hvordan kan man blive et højindkomstland, når så stor en del af befolkningen bliver tabt på gulvet fra en tidlig alder?« spørger Shi, der sammen med andre kinesiske forskere advarer om, at Kina »er i fare for at underminere sin fremtidige udvikling«.

Ude på landet har folk dog oftest mere travlt på at tænke på egen økonomisk overlevelse end på nationaløkonomien.

»Vi var jo slet ikke klar over, at det gjorde nogen forskel. Det er jo bare små børn,« siger bedstemor Wang.

Hun bor i landsbyen Wangyuan, en lille flække med grå betonhuse omgivet af bakker, der kun lige akkurat kan anes gennem den vinterkolde tåge. Som led i pilotprojektet er her oprettet et aktivitetscenter, hvortil mødre og bedstemødre fragter deres børn og børnebørn. Her kan de hoppe i et bassin af plasticbolde, lege med byggeklodser og dukker, tegne og få fortalt historier.

»Jeg har aldrig gjort sådan noget her med mine andre børnebørn,« siger Wang, som fortæller, at de derhjemme ikke har et eneste stykke legetøj eller en eneste børnebog. »I starten føltes det mærkeligt, men nu er det fint. Jeg kan se, hun er glad for at være her.«

Hæve kvaliteten

Indtil videre er det blot omkring 280 småbørn rundt om i flere landsbyer, som deltager i Shi Yaojiangs projekt, der startede sidste efterår, og bl.a. støttes af amerikanske Stanford University.

I forbindelse med projektet undervises forældre også i at give småbørnene den rette diæt – et reelt problem eksempelvis her i Shaanxi, hvor næsten halvdelen af børnene på landet er anæmiske, da de lider af jernmangel, hvilket kan hæmme deres indlæringsevne.

Regeringens familieplanlægningskommission, der ellers mest er kendt for have håndhævet Kinas såkaldte etbarnspolitik – ofte drakonisk med tvangsaborter og tvangssterilisation – har også kastet sig ind i projektet og leverer mandskab til at uddanne landsbyboere i børneopdragelse.

»Nu skal vi ikke længere kigge på befolkningens størrelse, men på befolkningens kvalitet. Hvis Kina skal fortsætte med at udvikle sig, så skal kinesernes kvalitet hæves. Det gælder også dem, der bor på landet,« siger Cai Jianhua, en højtstående embedsmand fra familieplanlægningskommissionen.

For at det skal ske, så kræves det ifølge Shi Yaojiang, at der kommer betydelige investeringer fra regeringens side for bl.a. at styrke landbefolkningens viden om børneopdragelse. »Men regeringen investerer intet på området. Det er en stor fejl,” mener han.

En undersøgelse foretaget umiddelbart før pilotprojektets start viste, at 76 procent af mødre og bedstemødre på landet i Shaanxi havde en stor viden om, hvad der udgør den rette kost for nyfødte landbrugsdyr, men kun 22 procent havde en tilsvarende viden, når det kom til babyer. Ifølge samme undersøgelse var det kun 25 procent af mødrene, der sang eller legede sammen med deres småbørn, og blot 5 procent læste regelmæssigt bøger for dem.

»Vi er bedre til at opdrætte vores dyr end til at opdrage vores børn,« siger Yang Xinna fra landsbyen Wangtai. »Det har en direkte økonomisk konsekvens om dyrene er sunde eller ej, men når det kommer til børnenes udvikling, så er det hele mere uklart.«

Skeptiske forældre

Yang Xinna er selv bondekone, men arbejder nu desuden som frivillig for en ngo, Aixin Mama, der også forsøger at træne forældre i at aktivere deres småbørns hjerneceller gennem leg. Hun kan se en stor forskel på udviklingen hos de børn, der deltager i projektet, og dem der ikke gør. »De er mere selvsikre, mere aktive, og de kan udtrykke sig bedre,« siger hun. »Men mange forældre og bedsteforældre er stadig skeptiske. De tror ikke på, at det gør en forskel.«

Et problem, siger Yang, er, at mange børn på landet opdrages af deres bedsteforældre, da forældrene er søgt til storbyerne for at finde arbejde, bl.a. på fabrikker. Det vurderes, at omkring 60 mio. børn er »efterladte« i landområderne i bedsteforældrenes varetægt.

»Bedsteforældrene er gammeldags. Når vi eksempelvis fortæller dem, at man bør begynde at læse for børnene, allerede når de er et halvt år gamle, så er deres svar: ’Babyer forstår jo alligevel ikke noget!’ Så de lader bare børnene være alene, og der sker ingen udvikling,« siger Yang.

En af de skeptiske er den 60-årige bedstemor Liu Meifeng i landsbyen Wangyuan. »Om det virker? Jeg kan ikke se en forskel, men barnet tager vel ikke skade,« siger hun om det halvandet år gamle barnebarns ugentlige besøg i pilotprojektets aktivitetscenter. Bedstemoren nægter at tage barnet med derhen. Det overlader hun til sin datter, Wang Shaojie, der er mere begejstret.

»Han kan lære mere der, og jeg lærer at være bedre sammen med ham,« siger hun.

Wang Shaojie arbejder på en lokal benzinstation for lige over 1.500 kr. om måneden. »Det er hårdt herude på landet, og der er mange flere muligheder inde i byen,« siger hun. »Jeg har set inde i byen, hvor godt børnene har det, og hvor mange muligheder de har. Jeg håber for min søn, at han kan få et lige så godt liv som børnene i byen, og ikke skal leve det samme liv som sine forældre.«

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 4. januar 2016. Link her.

0 comments on “»Vi er bedre til at opdrætte vores dyr end til at opdrage vores børn«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *