Asien Filippinerne

»Det er mere trygt at bo med de døde end med de levende«

På den største kirkegård i Filippinerne bor tusindvis sammen med de døde. Fattigdom har gjort dem til »vampyrer« og »spøgelser«, men alligevel formår de at skabe en fremtid for deres børn.

MANILA, Filippinerne

En 8-årig dreng sidder på den kølige marmoroverflade og laver lektier. Nedenunder ham ligger de døde medlemmer af Torres-familien i en sarkofag. Hos naboen – inde i familien Barrogas mausoleum – får en 1-årig skiftet ble oven på en ligkiste. Og længere nede ad vejen bliver en nylig afdøds sorte stenkiste brugt som bord til et frokostmåltid. Ved siden af hænger vasketøj på en snor, der er sat fast mellem to krucifikser.

Cementario del Norte – den nordlige kirkegård – er den største begravelsesplads i det katolske Filippinerne. Her ligger omtrent 1 million døde. Blandt dem krigshelte og tidligere præsidenter. Men sammen med de døde bor nu også 11.000 sprællevende mennesker. På flugt fra fattigdom og boligmangel i hovedstaden Manila har de omdannet de mange mausoleer til deres hjem.

»De første nætter, jeg sov her, føltes det meget mærkeligt. Der var fremmede lyde, og tanken om at være her var bare underlig,« fortæller Lilian Diglao, der har boet her i to årtier, og hver aften ruller sit liggeunderlag ud oven på familien Mateos gravsted. »Men man vænner sig hurtigt til det. Hvis man tror på gud, så har man ikke noget at frygte.«

Udenfor nabo-mausoleet sidder en mor og piller lus ud af sin datters hår, og ved en begravelsesceremoni i nærheden bliver der spillet så høj musik, at man skulle tro, det er del af et forsøg på at vække den døde. En nypoleret rustvogn dytter af nogle af kirkegårdens børn, der leger ”jorden er giftig” og hopper fra sarkofag til sarkofag.

Mange af de pastelfarvede mausoleer er omdannet til etværelsesboliger. Flere har oven i købet fået tilbygget en første sal. Nogle er blevet indrettet som kiosker, andre har fået installeret karaokeanlæg og fjernsyn – elektriciteten kommer fra bilbatterier eller aftappes ulovligt fra elmasterne uden for kirkegårdens mure.

Det hele tager sig ud som et lille bysamfund. Vejene på kirkegården, der spreder sig ud over 22 hektar, er oven i købet asfalterede.

Stolthed på kirkegården

Her bor 67-årige Tita Villarosa hos sin faster. Eller rettere, hun bor i sin afdøde fasters og hendes families mausoleum. Den kølige luft inde hos den hvidkalkede sarkofag er et behageligt helle fra den svedige varme udenfor. Her er planter, madrasser, en lænestol, elektrisk ventilator og gasblus til madlavning.

Hendes mand arbejdede indtil starten af 1990’erne som chauffør, men mistede sit job. De så dengang med det samme, at der ikke ville blive råd til både husleje og deres fire børns uddannelse. »For mig var det helt uacceptabelt, at de ikke gik i skole,« siger Tita Villarosa. Da hendes faster, der dengang endnu var i live, foreslog, at de kunne bo gratis i familiens mausoleum, flyttede de derfor med det samme ind.

Tita Villarosa er nu stolt. I dag er en af hendes børn lærer, en anden elektriker og en tredje er emigreret til Canada. »Jeg er stolt af, at vi har været i stand til at skabe en fremtid for vores børn, selvom vi flyttede ind på kirkegården,« siger hun.

Ingen af Tita Villarosas børn bor nu længere her, men hun passer tit børnebørnene, som også overnatter. »Mange andre synes måske det er mærkeligt, men for vores familie er det bare almindeligt at bo her,« siger hun.

Vampyrer og spøgelser

På kirkegården er huslejen gratis, og mausoleerne er ofte også renere og større end de værelser, der er til rådighed i de fattige kvarterer udenfor. Så længe ejerne af gravstederne giver tilladelse, så har indflytterne reelt lov til at bo her.

Kirkegårdens indbyggere tjener penge på at vedligeholde gravstederne og gøre rent – det får de 50 pesos (7 kr.) for om måneden pr. grav. Andre tjener penge på at bygge mausoleerne eller indgravere på gravstene. Flere indsamler affald udenfor kirkegårdens mure og sælger det videre til genbrug.

Beboerne her erkender dog, at kirkegården alligevel er et hårdt sted at have et hjem. Men mest af alt pga. det syn på dem og deres børn, som omverdenen møder dem med. »Folk udefra ser på os, som om vi blot er lus,« siger Lilian Diglao. »Udenfor kirkegården bliver vores børn kaldt for spøgelser og vampyrer. I skolen får vores børn at vide, at vi koger de døde og spiser dem til middag.«

Lillian Diglao flyttede hertil, da hun mødte sin nuværende mand, der er født og opvokset på kirkegården. Han lever af at indsamle brugte alkoholflasker og videresælge dem; hun får 70 kr. om måneden for at gøre 10 mausoleer rent. »Min familie blev rasende, da jeg flyttede hertil,« fortæller hun. »De sagde, at jeg var familiens store skam, og de kaldte mig ”Kirkegårds Lillian”.«

»Men jeg føler, her er ro og fred. Udenfor er der kriminalitet, og hjemme hos min familie er mine brødre alle fyldebøtter, der slås,« siger hun. »Det er faktisk mere trygt at bo med de døde end med de levende. De døde kan ikke gøre dig fortræd.«

 

Faktaboks

I Filippinerne lever en fjerdedel af landets befolkning på 100 mio. under fattigdomsgrænsen. I hovedstaden Manila er det omkring 40 pct. af byens 13 mio. indbyggere, der lever under fattigdomsgrænsen i slumkvarterer.

I Filippinerne ligger man under fattigdomsgrænsen, hvis man har mindre end 1,3 dollars (9 kr.) til rådighed pr. dag.

På trods af at Filippinerne har en af Asiens højeste økonomiske vækstrater, så forbliver andelen af fattige næsten uforandret, og landet har en af Asiens største skel mellem rig og fattig.

Filippinerne var i over 300 år en spansk koloni, der senere kom under amerikansk overherredømme. Ca. 80 pct. af landets befolkning er katolikker.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 27. december 2016. Link her.

0 comments on “»Det er mere trygt at bo med de døde end med de levende«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *